2015-17

En skoleelev skulle have specialundervisning i stedet for almindelig skolegang. Drengen og hans mor ønskede, at han skulle gå på en specialskole i en anden kommune. Hans egen kommune havde en lignende skole, og det var kommunens vurdering, at begge skoler var egnede til at dække hans undervisningsbehov. Den skole, som drengen ønskede at gå på, var imidlertid 220.000 kr., eller cirka 50 pct., dyrere på årsbasis end kommunens egen lignende skole. Drengens kommune traf herefter afgørelse om, at det ønskede tilbud var ”mere vidtgående”, fordi det var væsentligt dyrere end kommunens eget tilbud. 

Efter folkeskolelovens § 12, stk. 3, kan en skolekommune ikke foretage henvisning til et mere vidtgående specialundervisningstilbud end det tilbud, som bopælskommunen har henvist barnet til. Det var ombudsmandens opfattelse, at der med udtrykket ”mere vidtgående” sigtes til det indholdsmæssige i tilbuddet, og at drengens kommune derfor ikke alene kunne lægge vægt på prisen i vurderingen af, om specialundervisningstilbuddet var mere vidtgående. Kommunens afgørelse var således ikke i overensstemmelse med lovgivningen. Det var desuden ombudsmandens opfattelse, at kommunen burde have partshørt partsrepræsentanten for drengens mor om prisen for det ønskede specialtilbud, før kommunen traf afgørelse. 

Ombudsmanden fandt imidlertid ikke grundlag for at henstille, at sagen blev genoptaget, da drengen nu gik på en efterskole. 

(Sag nr. 12/04872)