2014-30

En advokat bad på vegne af en klient – en underentreprenør på metrobyggeriet – ombudsmanden om at iværksætte en undersøgelse af Metroselskabet I/S’ beslutning om at bede hovedentreprenøren om at stoppe samarbejdet med den pågældende underentreprenør. Advokaten gjorde i den forbindelse bl.a. gældende, at Metroselskabet I/S ikke havde overholdt forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse. 

Det fremgår af § 14 i Metroselskabsloven, at offentlighedsloven, forvaltningsloven og ombudsmandsloven gælder for Metroselskabet I/S, der ikke er en forvaltningsmyndighed. Efter en gennemgang af lovens forarbejder konstaterede ombudsmanden imidlertid, at det måtte antages især at have været hensigten med § 14, at ombudsmanden skulle kunne behandle klager over den del af Metroselskabet I/S’ virksomhed, der har karakter af afgørelsesvirksomhed, og ikke den del af selskabets virksomhed, som omvendt må anses for at være erhvervsmæssig. 

I forlængelse heraf konstaterede ombudsmanden, at Metroselskabet I/S’ beslutning ikke kunne anses for at være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men derimod en beslutning truffet på baggrund af de kontrakter, som var indgået mellem sagens parter – dvs. at der var tale om en privatretlig tvist. 

Privatretlige tvister falder uden for kerneområdet for ombudsmandens virksomhed, og ombudsmanden henviste derfor advokaten til at søge tvisten løst ved domstolene. 

(Sag nr. 14/04392)