2013-23

En dansk mand klagede over, at Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen) og Justitsministeriet havde givet hans ægtefælle afslag på opholdstilladelse, fordi der ikke var stillet økonomisk sikkerhed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4. Myndighederne havde også givet ægtefællen afslag på ophold efter EU-reglerne. 

Manden havde samværsret med sine to mindreårige særbørn i Danmark, der dengang var otte og ti år. 

Ombudsmanden konstaterede, at myndighederne ikke havde fundet, at der i sagen var ganske særlige grunde, der kunne føre til fravigelse af kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse som betingelse for ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4. Ombudsmanden spurgte derfor bl.a. myndighederne om, hvordan de havde vurderet mandens faktisk udøvede sam­vær i forhold til artikel 8 om retten til familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvis han – som følge af afslaget på familiesammenføring til ægtefællen – blev henvist til at udøve sit familieliv i ægtefællens hjemland og derfra udøve sin ret til samvær med særbørnene i Danmark. 

Udlændingenævnet genoptog sagen og hjemviste den til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, og ombudsmanden besluttede derfor ikke at fortsætte sin undersøgelse af sagen. 

Senere oplyste Udlændingestyrelsen, at styrelsen havde givet opholdstilladelse til ægtefællen. 

(Sag nr. 12/04027)