Særlig rådgivers adfærd over for journalist

FOB 2013-15

En journalist klagede til ombudsmanden over Skatteministeriets behandling af en anmodning om aktindsigt i SKATs Produktionsplan for 2013. Journalisten havde skrevet til ministeriet, at ministeriet fulgte en ulovlig fremgangsmåde, hvis ministeriet ville dele produktionsplanen op i flere dele i forbindelse med udlevering til medierne, at han ville have aktindsigt i hele produktionsplanen, og at ministeriet ville få ”en ombudsmandssag på halsen”, hvis hans begæring ikke blev imødekommet. 

En særlig rådgiver i Skatteministeriet ringede herefter journalisten op. Journalisten optog telefonsamtalen og sendte en lydfil af samtalen til ombudsmanden sammen med sin klage. 

Ombudsmanden konstaterede for det første, at ministeriet ikke havde behandlet og taget stilling til journalistens aktindsigtsanmodning. Det fandt ombudsmanden meget beklageligt. 

Ombudsmanden udtalte herefter på baggrund af en gennemgang af lydfilen af samtalen mellem journalisten og den særlige rådgiver, at Skatteministeriets (ved den særlige rådgiver) telefoniske reaktion på journalistens anmodning var fuldstændig uacceptabel. 

Ombudsmanden lagde herved vægt på, at den særlige rådgiver under samtalen fremkom med tilkendegivelser bl.a. om, hvad der havde ”provokeret” ham, hvad han havde opfattet som ”aggressivt”, hvad han havde ”oplevet” fra andre journalisters side med hensyn til at ”kræve det på den måde dér”, og hvordan han oplevede at blive ”truet” med en ombudsmandssag. Hertil kom, at den særlige rådgivers tilkendegivelser nærliggende kunne efterlade det indtryk, at journalistens henvendelse kunne få betydning for det fremtidige samarbejde mellem ministeriet og journalisten. Der syntes efter ombudsmandens opfattelse at være tale om en meget bekymrende mangel på forståelse for, hvad der i en situation som den foreliggende er (og navnlig ikke er) en særlig rådgivers rolle og opgave. 

På baggrund af ombudsmandens vurdering af Skatteministeriets (ved den særlige rådgiver) telefoniske reaktion fandt ombudsmanden i medfør af ombudsmandslovens § 24 grundlag for at underrette Folketingets Retsudvalg og skatteministeren om sagen. Ombudsmanden fandt endvidere grundlag for at underrette Folketingets Skatteudvalg. 

Ombudsmanden bad Skatteministeriet om at underrette ham om, hvilke generelle tiltag redegørelsen måtte give ministeriet anledning til. 

(Sag nr. 13/00526)