Afmelding fra grundforløb på teknisk skole

FOB 2012-9

En teknisk skole havde udelukket en elev fra undervisningen på grundforløbet til uddannelsen som web-integrator, fordi elevens faglige kvalifikationer var så svage, at skolen ikke mente, at eleven ville være i stand til at gennemføre uddannelsen. 

Undervisningsministeriet skrev til eleven, at skolens afgørelse var velbegrundet. Ministeriet mente ikke, at det var en afgørelse, men blot en vejledende udtalelse. 

Ombudsmanden fastslog, at ministeriet havde truffet en afgørelse, og at det var beklageligt, at ministeriet ikke havde gjort sig det klart. Ministeriet oplyste, at hjemlen til at udelukke eleven var i retsgrundsætningen om, at ”ingen er forpligtet til det umulige”. 

Ombudsmanden udtalte, at den retsgrundsætning, som ministeriet henviste til, ikke kunne bruges som hjemmel til at udelukke en elev fra undervisningen. Da der heller ikke i øvrigt var hjemmel til at udelukke en elev fra undervisningen på grund af elevens faglige kvalifikationer, henstillede ombudsmanden til ministeriet at genoptage behandlingen af sagen, hvis eleven ønskede det. 

Ombudsmanden udtalte endelig, at ministeriet ikke i en vejledende udtalelse burde forholde sig konkret til berettigelsen af en beslutning, som en skole havde truffet. 

(J.nr. 12/00143)