Arbejdsgivers ansættelse af medarbejder i flere tidsbegrænsede stillinger var ikke ulovlig. Implementering af EU-direktiv

FOB 2012-22

En advokat klagede over, at en kvinde efter flere tidsbegrænsede ansættelsesforhold ikke havde fået en fast stilling på Aarhus Universitet. Advokaten mente, at kvindens midlertidige ansættelsesforhold løbende var blevet forlænget i strid med reglerne i et EU-direktiv, som Danmark var forpligtet til at implementere i den periode, hvor kvinden var ansat på universitetet.

Ombudsmanden mente ikke, at det uden videre kunne udelukkes, at de tidligere tidsbegrænsede ansættelsesforhold skulle tages i betragtning, men tog dog ikke endelig stilling til dette spørgsmål.

Ombudsmanden tog herefter stilling til, hvilke forhold der kunne føre til, at der var tale om et nyt (tidsbegrænset) ansættelsesforhold. Ombudsmanden udtalte, at der efter hans opfattelse måtte lægges vægt på de faktorer, der normalt havde betydning, når man i øvrigt skulle afgøre, om der var tale om en ny stilling, herunder lønnens størrelse og den generelle lønstruktur, arbejdstider, arbejdssted, titel og arbejdets indhold. Hvis der var tale om en lederstilling, ville en ændring af ledelsesbeføjelserne også have betydning.

Ombudsmanden vurderede, at kvinden havde været ansat i flere forskellige tidsbegrænsede ansættelsesforhold, og at der ikke var sket ulovlige fornyelser af hendes ansættelsesforhold.  

(J.nr. 12/00238)