Partshøring af naboer inden byggetilladelse

2011 4-1

Resume

To borgere klagede til ombudsmanden over at de ikke var blevet partshørt inden deres kommune gav byggetilladelse til et byggeri på deres nabogrund.

Statsforvaltningen og kommunen mente ikke at de to borgere skulle have været partshørt. Statsforvaltningen henviste bl.a. til at kommunen ikke kunne have nægtet at give tilladelse til byggeriet uanset om parterne var kommet med supplerende oplysninger og indsigelser.

Ombudsmanden mente at kommunen burde have partshørt de to borgere. Han mente også at statsforvaltningen burde have påtalt over for kommunen at det ikke skete. Ombudsmanden henviste bl.a. til at det ikke er en betingelse for pligten til at partshøre i en ansøgningssag at myndigheden kan nægte at træffe den afgørelse som der er blevet søgt om.

(J.nr. 2009-3164-104)