Kommune skulle ikke kontrollere om fuldmagt for ejerforening var korrekt underskrevet

FOB 2011 20-5

Et byggefirma søgte på vegne af en ejerforening om byggetilladelse til to altaner. Byggefirmaet havde en fuldmagt som var underskrevet af ejerforeningens bestyrelsesformand. En af ejerne klagede til statsforvaltningen og derefter til ombudsmanden. Hun mente at kommunen skulle have undersøgt om fuldmagten var gyldig, inden kommunen gav byggetilladelse. Ombudsmanden mente ikke at kommunen havde pligt til at kontrollere hverken om beslutningen om opsætning af altaner var gyldigt vedtaget på foreningens generalforsamling, eller om fuldmagten til byggefirmaet var underskrevet i overensstemmelse med tegningsreglerne for ejerlejlighedsforeninger.

(J.nr. 2009-4541-109)