Kommunes ansættelse af straffede medarbejdere og indhentelse og journalisering af straffeattester

FOB 2011 20-4

En avisartikel omtalte en mand som havde søgt ansættelse dels i Hvidovre Kommunes svømmehaller, dels som lærervikar i kommunens skoler. Det fremgik af artiklen at manden fik afslag på sine ansøgninger med den begrundelse at han ikke havde en ren straffeattest. Ombudsmanden besluttede af egen drift at tage sagen op over for kommunen. Under behandlingen af sagen rejste ombudsmanden yderligere nogle spørgsmål der vedrørte kommunens indhentning og journalisering af straffeattester.  

Kommunen oplyste at straffede personer ikke blev forhåndsudelukket fra ansættelse i kommunen. Endvidere besluttede kommunen under behandlingen af sagen fremover at foretage en konkret vurdering i de enkelte tilfælde af om den vil indhente en privat straffeattest. Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke indjournaliserede de straffeattester som den selv indhentede fra Rigspolitichefen eller modtog fra stillingsansøgere.

(2008-4296-810)