2011 5-2

En journalist klagede til ombudsmanden over sagsbehandlingstiden hos et energiselskab i en sag om aktindsigt. Det fremgik at journalisten havde anmodet om aktindsigt i en række oplysninger hos et energiselskab. Selskabet bestod af flere selskaber hvor nogle selv producerede, transmitterede eller distribuerede elektricitet ved en spænding på 500 V eller derover, og nogle ikke selv producerede, transmitterede eller distribuerede elektricitet, men direkte eller indirekte var ejere af de andre selskaber. 

Sagen rejste i første omgang et spørgsmål om ombudsmandens kompetence i forhold til disse selskaber. 

Det var energiselskabets opfattelse at alene de selskaber der selv producerede, transmitterede eller distribuerede elektricitet ved en spænding på 500 V eller derover, var omfattet af offentlighedslovens § 1, stk. 2, nr. 1, mens det ikke var tilfældet for de selskaber der ikke selv producerede, transmitterede eller distribuerede elektricitet, men direkte eller indirekte var ejere af de andre selskaber. Dette var Dansk Energi og Justitsministeriet – på baggrund af de foreliggende oplysninger – enige i. 

Ombudsmanden var ud fra de foreliggende oplysninger enig i at alene de selskaber der selv producerede, transmitterede eller distribuerede elektricitet ved en spænding på 500 V eller derover, var omfattet af offentlighedslovens § 1, stk. 2, nr. 1, mens det ikke var tilfældet for de selskaber der ikke selv producerede, transmitterede eller distribuerede elektricitet, men direkte eller indirekte var ejere af de andre selskaber. Ombudsmanden havde derfor i medfør af ombudsmandslovens § 7, stk. 4, alene mulighed for at bestemme at de førstnævnte selskaber skulle være omfattet af ombudsmandens virksomhed, men ikke de øvrige selskaber. 

(J.nr. 2010-5164-3000)