Sletning af dokumenter i sag i forbindelse med anmodning om aktindsigt

2010 1-1

Arbejdsdirektoratet havde hos Socialforskningsinstituttet (SFI) bestilt en undersøgelse af virkningen af den såkaldte 300-timers-regel. I forbindelse med undersøgelsen nedsatte SFI en følgegruppe. To medarbejdere fra Arbejdsdirektoratet var medlemmer af denne følgegruppe.

Efter at undersøgelsen var slut, bad en journalist om aktindsigt i direktoratets dokumenter om undersøgelsen. I forbindelse med anmodningen om aktindsigt blev direktoratet opmærksom på at det var SFI’s opfattelse at følgegruppen var en del af SFI, og at de repræsentanter fra andre myndigheder der var medlemmer af gruppen, ikke sad der som repræsentanter for myndighederne, men som personligt udpegede medlemmer med virke i SFI. Det var SFI’s opfattelse at dokumenter der blev udvekslet mellem følgegruppens medlemmer, burde betragtes som SFI’s interne dokumenter.

SFI’s opfattelse gjorde at Arbejdsdirektoratet ikke tog stilling til om journalisten havde ret til aktindsigt i disse dokumenter, og heller ikke oplyste ham om at de fandtes. Efter behandlingen af aktindsigtssagen slettede direktoratet dokumenterne.

Ombudsmanden udtalte at følgegruppedokumenterne efter hans opfattelse var afgivet fra SFI og indgik i Arbejdsdirektoratet som direktoratsdokumenter og derfor ikke kunne anses for interne i offentlighedslovens forstand. Han udtalte også at direktoratet ikke kunne beslutte at dokumenterne ikke længere skulle være eksterne. På tidspunktet for journalistens anmodning om aktindsigt indgik dokumenterne dermed i direktoratets sag om SFI’s undersøgelse.

Ombudsmanden mente på den baggrund det var kritisabelt at direktoratet ikke tog stilling til om journalisten havde ret til aktindsigt i dokumenterne, og heller ikke oplyste journalisten om at de eksisterede. Desuden mente ombudsmanden det var meget kritisabelt at Arbejdsdirektoratet slettede dokumenterne.
(J.nr. 2009-2181-001)