Statsforvaltnings kompetence vedrørende spørgsmål om kommunes notatpligt – retsgrundsætning eller god forvaltningsskik?

FOB 2010 4-1

En statsforvaltning afviste en klage over at en kommune ikke have taget notat om en besigtigelse af forholdene ved en vej. Statsforvaltningen henviste til at pligten til at tage notat om væsentlige ekspeditioner i forbindelse med faktisk forvaltningsvirksomhed kun kan følge af god forvaltningsskik. Statsforvaltningen har ikke kompetence til at kontrollere om kommunerne overholder princippet om god forvaltningsskik.

Ombudsmanden udtalte at en myndighed også uden for afgørelsessager efter en almindelig forvaltningsretlig grundsætning kan have pligt til at tage notat om væsentlige ekspeditionsskridt i en sag. Ombudsmanden har tidligere givet udtryk for den opfattelse i forbindelse med ”traditionelle” administrative sager der har en vis indgribende og væsentlig betydning for borgeren, og hvor det er naturligt og ønskeligt at der stilles krav om at der tages notat om væsentlige ekspeditionsskridt. Ombudsmanden henstillede derfor at statsforvaltningen genoptog behandlingen af klagen over at kommunen ikke havde taget notat om besigtigelsen.
(J.nr. 2008-3903-114).