En virksomhed var ikke part i en sag om en anden virksomheds markedsføring af et kransekageprodukt

FOB 2010 11-1

Fødevaremyndighederne ville ikke anse en virksomhed for part i en sag om markedsføring og mærkning af en anden virksomheds kransekageprodukt. Fødevarestyrelsen havde truffet afgørelse over for den anden virksomhed om at den ikke måtte bruge betegnelsen ”kransekage” om et produkt med et mandelindhold på 1,6 pct. Der var krav om et højere indhold af mandler i ”kransekage”. Fødevarestyrelsens afgørelse kom til at danne grundlag for myndighedernes fremtidige praksis om kravene til indholdet af mandler i kransekage.

Virksomheden som ikke var blevet anset for part i ”kransekagesagen”, klagede herefter til ombudsmanden.

Ombudsmanden lagde til grund at afgørelsen i ”kransekagesagen” ikke havde retsvirkninger for den virksomhed der ønskede partsstatus, og at virksomhedens interesse i sagen derfor var afledet og indirekte. Desuden var der en række andre virksomheder som nok også havde en interesse i sagen, og det fremgik ikke at netop virksomheden der klagede til ombudsmanden, var berørt i særlig grad. 

Ombudsmanden var på den baggrund enig med fødevaremyndighederne i at virksomheden ikke var part.
(J.nr. 2009-2324-309).