2009 5-2

Ombudsmanden behandlede en konkret sag hvor Lægemiddelstyrelsen og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse havde afslået at give en journalist aktindsigt i fortegnelser over bivirkninger af et lægemiddel. Fortegnelserne indeholdt bl.a. en gennemgang af udvalgte patienters sygehistorier. Patienternes navne fremgik ikke af historierne, og patienterne kunne derfor ikke umiddelbart identificeres. Myndighederne gav dog meraktindsigt i materialet, men havde forinden foretaget en yderligere anonymisering og havde fjernet henvisninger til alder, køn, land og identifikationskode. Journalisten var utilfreds med den stærke grad af anonymisering og klagede til ombudsmanden.

Ombudsmanden kritiserede ikke myndighederne idet de havde afgjort sagen i overensstemmelse med udtalelser fra Datatilsynet. Ombudsmanden rejste i stedet en egen driftsag over for Datatilsynet bl.a. om forståelsen af bestemmelsen i persondatalovens § 10 om behandling af personoplysninger i statistisk eller videnskabeligt øjemed, herunder om denne bestemmelse var til hinder for at der blev givet meroffentlighed i bivirkningsfortegnelserne, og hvis ikke, hvilken grad af anonymisering der var nødvendig.
 
Ombudsmanden udtalte at persondatalovens § 10, stk. 1, og 2, ikke har karakter af særlige tavshedspligtsbestemmelser.
 
Ombudsmanden udtalte at der efter hans opfattelse i hovedparten af de sygehistorier der var omtalt i bivirkningsfortegnelsen, ikke – hvis der sås bort fra en identifikationskode – var oplysninger omfattet af offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.  Der kunne derfor som udgangspunkt gives aktindsigt i oplysningerne efter offentlighedslovens almindelige regler.

Ombudsmanden havde ingen bemærkninger til Datatilsynets praksis om at oplysninger omfattet af persondatalovens § 10, stk. 1 og 2, kunne videregives i en form der ikke var umiddelbar personhenførbar for modtageren. Han mente dog at det var uheldigt at ordlyden af bestemmelsen og forarbejderne til den ikke umiddelbart var foreneligt med denne praksis. Ombudsmanden henstillede derfor til Justitsministeriet at søge at få ændret bestemmelsen sådan at den ikke fremtrådte som en bestemmelse der var absolut til hinder for videregivelse med henblik på andet end statistiske eller videnskabelige undersøgelse, selv hvis videregivelsen skete i anonymiseret form.

Når oplysninger omfattet af persondataloven blev anonymiseret med henblik på at kunne videregives, var det ombudsmandens opfattelse at graden af anonymiseringen måtte være den samme som inden for forvaltningslovens og offentlighedslovens område.
(J.nr. 2008-0214-401).