Irettesættelse for brug af arbejdspladsens e-mail-adresse i forbindelse med ytring fremsat på egne vegne

FOB 2009 20-1

Ombudsmanden kritiserede at en kommunalt ansat bibliotekar fik en irettesættelse af kommunen fordi hun havde brugt sin arbejdsmailadresse da hun sendte en e-mail til en række private venner og bekendte.

E-mailen indeholdt en opfordring til at deltage i et debatmøde om bibliotekets fremtid og gjorde samtidig opmærksom på mulighederne for at deltage i debatforum på nettet, spørgeskemaundersøgelse og interview.  

Ombudsmanden var ikke enig med kommunen i at e-mailen kunne opfattes som sendt på vegne af kommunen, og han mente ikke at urigtige faktuelle oplysninger i e-mailen eller hensynet til myndighedens interne beslutningsproces kunne berettige irettesættelsen. 

Kommunen meddelte efterfølgende bibliotekaren at den tildelte irettesættelse var bortfaldet i henhold til præmisserne i min udtalelse.

(J.nr. 2008-2317-812).