Aktindsigt i ministers kalender

FOB 2009 19-1

En journalist bad om aktindsigt i en ministers kalender for perioden 2003-2008. Da journalisten modtog kalenderen, havde ministeriet redigeret i indholdet inden udleveringen – for at undgå at journalisten misforstod aftalernes karakter. Derudover havde ministeriet udeladt en del af kalenderens oplysninger under henvisning til at journalisten kun havde krav på at se de dele af kalenderen der vedrørte ministerens aftaler som minister, og ikke de dele der vedrørte ministerens aftaler som partiformand eller privatperson.

Journalisten klagede til ombudsmanden der kritiserede at ministeriet ændrede i kalenderen inden der blev givet aktindsigt i den. Det var i strid med offentlighedsloven. Hvis ministeriet mente at der var behov for at supplere eller forklare oplysningerne i kalenderen, burde dette være sket i et særskilt dokument. Ombudsmanden kritiserede også at ministeriet uden videre havde undtaget de dele af kalenderen fra aktindsigt som efter ministeriets opfattelse vedrørte ministerens aktiviteter som partiformand og privatperson. Spørgsmålet om hvorvidt oplysninger om private aktiviteter mv. kunne undtages, måtte ske efter en konkret vurdering efter offentlighedslovens særlige regler om beskyttelse af private forhold og interesser.

Endvidere kritiserede ombudsmanden at ministeriet tilsyneladende havde anvendt offentlighedslovens undtagelsesregler forkert vedrørende en række oplysninger. Endelig kritiserede ombudsmanden ministeriets begrundelse for at udelade oplysninger fra aktindsigten.   (J.nr. 2008-2194-301).