2009 17-2

 

En journalist bad industrialiseringsfonden for udviklingslandene (IFU) om aktindsigt i fondens sager om svindel mv. med offentlige midler. IFU afslog først med henvisning til at fondens forretningsvirksomhed generelt var undtaget fra offentlighedsloven, senere med henvisning til at dokumenterne journalisten bad om aktindsigt i, ikke var tilstrækkeligt identificerede. IFU afslog desuden at give meroffentlighed.

Journalisten klagede til ombudsmanden. I udtalelsen til ombudsmanden skrev IFU at fonden havde identificeret en byretsdom i en straffesag som var omfattet af journalistens anmodning om aktindsigt.

Ombudsmanden udtalte at han ikke kunne kritisere at IFU vurderede at anmodningen om aktindsigt ikke opfyldte identifikationskravet.

Nogle af de argumenter som IFU havde anvendt som grundlag for at afslå meroffentlighed, var ombudsmanden ikke enig i. Ombudsmanden mente at IFU burde være gået i dialog med journalisten om hvordan anmodningen om aktindsigt kunne afgrænses. Ombudsmanden henstillede til IFU at genoptage sagen med henblik på via dialog at vurdere om journalisten kunne få hel eller delvis aktindsigt i i hvert fald nogle dokumenter, herunder byretsdommen. Hvis det var relevant, måtte IFU også vejlede om muligheden for at få aktindsigt efter retsplejelovens regler i domme eller andre dokumenter, og så vidt muligt med henblik herpå videresende journalistens henvendelse til de relevante domstole. 

(J.nr. 2008-2800-401).