FOB nr. 06.216

En domfældt fik afslag på at afsone sin fængselsstraf i et åbent fængsel. Direktoratet traf afgørelse om at han skulle afsone sin straf på en afdeling for negativt stærkt styrende indsatte i et lukket fængsel. Direktoratet begrænsede begrundelsen i forhold til den indsatte, men oplyste dog at direktoratet ved afgørelsen havde lagt vægt på at den indsatte måtte antages at have eller for nyligt at have haft et tilhørsforhold til en rockergruppering.

  Da der var tale om en forholdsvis indgribende afgørelse af bebyrdende karakter, måtte der efter ombudsmandens opfattelse kræves et oplysningsgrundlag hvorved der blev dokumenteret en overvejende sandsynlighed for rockertilknytningen. I det konkrete tilfælde lagde ombudsmanden til grund at myndighederne ikke havde været i stand til at præstere tilstrækkeligt dokumenterbare oplysninger om (fortsat) rockertilknytning for den indsatte. Der havde således ikke efter ombudsmandens opfattelse været det fornødne grundlag for at anse den indsatte for rockerrelateret med den konsekvens at han blev placeret i en afdeling for negativt stærkt styrende indsatte.

  Ombudsmanden udtalte endvidere at han var enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i at direktoratet kunne begrænse begrundelsen i en sag som den foreliggende, og i at direktoratet til trods for bestemmelsen i forvaltningslovens § 24, stk. 3, 1. pkt., kunne give en nærmere begrundelse for afgørelsen. Ombudsmanden udtalte imidlertid at det var beklageligt at direktoratet i afgørelsen skrev at direktoratet ikke kunne give den indsatte en nærmere begrundelse for afgørelsen, men derefter alligevel anførte den fulde begrundelse, nemlig at den indsatte måtte antages at have eller for nylig havde haft et tilhørsforhold til en rockergruppering. Direktoratet havde således i realiteten ikke begrænset begrundelsen. Efter ombudsmandens opfattelse var det beklageligt at den indsatte derved var blevet efterladt med en opfattelse af at direktoratet havde nogle oplysninger som direktoratet imidlertid ikke havde.

  (J.nr. 2005-1870-621).