FOB nr 06.214

En jugoslavisk statsborger vedtog i 2001 en færdselsbøde på 6.000 kr. for at have kørt bil i Danmark uden kørekort. Manden viste i forbindelse med færdselssagen et – skulle det vise sig – forfalsket jugoslavisk kørekort. I marts 2002 blev han frifundet for en tiltale for dokumentfalsk idet retten fandt at han hverken var eller burde have været bekendt med at hans kørekort var falsk. Retten lagde herved mandens detaljerede og troværdige forklaring om erhvervelsen af kørekortet til grund.

  Politiet og efterfølgende Rigspolitichefen afslog at ombytte det falske jugoslaviske kørekort til et dansk kørekort. Mandens klage herover blev afvist af ombudsmanden som forældet, jf. ombudsmandslovens etårsfrist.

  Hvad størrelsen af færdselsbøden fra 2001 angår, meddelte ombudsmanden at han på det foreliggende grundlag ikke kunne tage stilling til om manden på baggrund af frifindelsesdommen burde have (en del af) bøden på 6.000 kr. tilbage. Ombudsmanden henviste herved til at hverken politimesteren eller statsadvokaten syntes at have behandlet spørgsmålet som ombudsmanden samtidig hermed sendte videre til politimesteren.

  Politimesteren fastholdt sin tidligere afgørelse om færdselsbødens størrelse, men efter at manden på ny havde klaget til ombudsmanden, ændrede statsadvokaten politimesterens afgørelse idet statsadvokaten mente at der kun var grundlag for at give manden en bøde for at have kørt uden "gyldigt kørekort" – og ikke for at have kørt "uden at have erhvervet førerret". Manden blev herefter (delvis) benådet og fik 4.500 kr. tilbage.

  (J.nr. 2005-3447-612).