Aktindsigt i anmelderes navne i sag om forholdene hos en plejefamilie

FOB 06.178

En kommune modtog en skriftlig anmeldelse der indeholdt alvorlig kritik af forholdene hos en plejefamilie. Anmeldelsen var underskrevet af tre personer. Anmeldelsen gav anledning til at kommunen tog initiativ til en undersøgelse med henblik på en fornyet vurdering af plejetilladelsen.  

  Kommunen afslog at give plejeforældrene indsigt i anmeldernes navne med den begrundelse at anmelderne risikerede at blive udsat for chikane og trusler fra plejeforældrenes side. Ombudsmandens behandling af sagen vedrørte alene dette forhold.

  Ombudsmanden udtalte at plejeforældrene utvivlsomt havde en væsentlig interesse i at kende anmeldernes identitet for at kunne varetage deres interesser i sagen.

  Ombudsmanden mente herefter at en række konkrete forhold i sagen efterlod en betydelig usikkerhed om hvorvidt kommunen – med den nævnte begrundelse – havde det fornødne sikre grundlag for at tilbageholde anmeldernes navne.

  Ombudsmanden henstillede derfor at sagen blev genoptaget med henblik på at der blev truffet en ny afgørelse i sagen, og at kommunen i den forbindelse foretog yderligere undersøgelser i sagen.

    (J.nr. 2005-4595-001).