FOB nr. 06.414

En kommune traf afgørelse om ophør af børneydelser fordi borgeren ikke længere opholdt sig i Danmark.

  Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke havde sikret sig et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag idet kommunen bl.a. ikke havde undersøgt borgerens påstand om at han havde fået dispensation fra bopælskravet.

  Ombudsmanden kritiserede også at der ikke var sket partshøring af borgeren, og udtalte at kommunen burde have gjort mere for at tilvejebringe en adresse som kunne anvendes ved kommunens korrespondance med borgeren. Af samme grund kritiserede ombudsmanden at afgørelsen ikke var blevet meddelt klageren.

  Endelig kritiserede ombudsmanden at det ikke fremgik af kommunens journal om der blev foretaget en retlig vurdering af sagen før afgørelsen blev truffet, ligesom det ikke ville være muligt at udfærdige en skriftlig begrundelse for afgørelsen på baggrund af kommunens journal.

  Ombudsmanden kritiserede at det sociale nævn ikke havde forholdt sig til kommunens utilstrækkelige sagsbehandling.

  På ombudsmandens opfordring erklærede kommunen at den ville genoptage sagen og ændre afgørelsen (J.nr. 2004-4463-050).