FOB nr 97.223

En advokat klagede over at Arbejdsskadestyrelsen altid sendte parten en kopi af de breve som styrelsen sendte til partsrepræsentanten. I en konkret sag havde Arbejdsskadestyrelsen stilet brevet direkte til parten og alene sendt partsrepræsentanten en kopi.

Klagen blev forelagt Socialministeriet efter at Arbejdsskadestyrelsen havde afgivet sin udtalelse.

Ombudsmanden udtalte at myndighederne som udgangspunkt er berettiget til som service at sende parten en kopi - til orientering - af den endelige afgørelse i sagen, herunder eventuelt kopi af den øvrige brevveksling med partsrepræsentanten. Efter ombudsmandens opfattelse er parten dog ikke afskåret fra at frabede sig denne underretning medmindre partens personlige medvirken har betydning for sagens afgørelse - eller hensyn til parten selv medfører at partsrepræsentationen må afslås. Endvidere udtalte ombudsmanden at det i særlige tilfælde kan være omfattet af partsrepræsentantens fuldmagt at meddele myndighederne at parten ikke ønsker underretning om brevvekslingen i sagen. Den beskrevne fleksible praksis er efter ombudsmandens opfattelse bedst i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Ombudsmanden tilsluttede sig Arbejdsskadestyrelsens beklagelse af at man i en konkret sag ved en fejl havde stilet brevet direkte til advokatens klient og alene sendt advokaten en kopi.

(J.nr. 1996-1282-009).