FOB nr 05.285

En journalist klagede over at en lokal tv-station havde afslået hans anmodning om aktindsigt i en række oplysninger om tv-stationen og dens seerklub. Anmodningen omfattede blandt andet oplysninger om stationens repræsentationsudgifter og lønoplysninger om stationens direktør.

For så vidt angik de repræsentationsbilag der var knyttet til medarbejderes restaurationsbesøg med gæster, mente ombudsmanden ikke at han kunne kritisere afslaget på aktindsigt.

Derimod mente ombudsmanden at bilag der vedrørte udgifter til indkøb af vin og gaver og blomster til brug ved receptioner eller som gaver til samarbejdspartnere eller medarbejdere på fødselsdage, i forbindelse med afsked og lignende, som udgangspunkt var omfattet af adgangen til aktindsigt, medmindre det enkelte bilag kunne anses for omfattet af en af undtagelsesmulighederne i offentlighedsloven. Ombudsmanden henstillede derfor at tv-stationen genoptog behandlingen af denne del af sagen.

Endvidere henstillede ombudsmanden at stationen genoptog behandlingen af den del af sagen der drejede sig om aktindsigt i oplysninger om direktørens lønforhold, med henblik på at tage stilling til om bestemmelserne i offentlighedslovens § 13 kunne begrunde et afslag på aktindsigt i oplysningerne. Ombudsmanden rejste desuden spørgsmålet om hvorvidt stationens direktør eventuelt måtte være inhabil ved behandlingen af sagen for så vidt angik arrangementer som direktøren selv havde deltaget i, og lønoplysninger vedrørende direktøren selv.

Endelig udtalte ombudsmanden kritik af den begrundelse som tv-stationen havde givet for afslaget over for journalisten.

(J.nr. 2004-2311-501)