FOB nr 02.562

Som følge af en borgers klage over et amts sagsbehandlingstid rettede ombudsmanden henvendelse til amtet. Amtet oplyste telefonisk at borgeren havde modtaget svar hvilket senere viste sig at være urigtigt idet amtet først efterfølgende traf endelig afgørelse i sagen. Ombudsmanden bad amtet om sagens dokumenter og en udtalelse. Som svar på adskillige telefoniske forespørgsler oplyste amtet flere gange at udtalelsen var afsendt hvilket viste sig ikke at være tilfældet. Først efter at ombudsmanden havde henvendt sig til amtsborgmesteren, sendte amtet udtalelsen.

Ombudsmanden anførte at det er et fundamentalt princip at offentligt ansatte ikke må videregive oplysninger der er urigtige. Myndigheder der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, er forpligtet til at give de oplysninger og de dokumenter mv. som ombudsmanden forlanger. Endvidere kan ombudsmanden kræve skriftlige udtalelser.

Ombudsmanden mente det var beklageligt at amtet ikke i første omgang besvarede hans anmodning om en skriftlig udtalelse. Endvidere mente ombudsmanden det var meget beklageligt at amtet telefonisk gav direkte urigtige oplysninger til ombudsmandsinstitutionen.

Ombudsmanden bad amtet om en udtalelse om hvad amtet ville gøre for at undgå lignende situationer i fremtiden. (J.nr. 2002-1087-509).