Utilsigtet aktindsigt i lægekonsulentudtalelse. Formidling efter principper i patientretsstillingslovens § 7

FOB 02.307

Et ægtepar havde kort efter deres datters fødsel fået konstateret at datteren led af en form for muskelsvind. Moren søgte herefter kommunen om godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste. I den forbindelse afgav kommunens lægekonsulent en udtalelse hvoraf det bl.a. fremgik at datteren ville afgå ved døden inden for en periode af ca. 20 år. Af udtalelsen fremgik at den ikke måtte udleveres til aktindsigt. I forbindelse med en klage over afgørelsen om tabt arbejdsfortjeneste til det sociale nævn søgte forældrene om aktindsigt og fik tilsendt kopi af lægekonsulentens udtalelse. Forældrene klagede efterfølgende til ombudsmanden over lægekonsulentens udtalelse.

Ombudsmanden henviste til et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret hvorefter en part i en sag har ret til at se alle sagens oplysninger og dokumenter. Princippet udmøntes dels i reglerne om partsaktindsigt i forvaltningsloven, reglerne om egenacces i offentlighedsloven og nu også i persondatalovens regler om indsigt i personoplysninger. Undtagelse fra dette grundlæggende princip kræver særdeles tungtvejende grunde. Også lægekonsulentudtalelser som er forblevet interne, bør der efter omstændighederne gives indsigt i.´

På den baggrund havde ombudsmanden svært ved at forstå lægekonsulentens bemærkninger om at hans notat ”absolut ikke er beregnet for andet end sagsbehandlere i kommunen ...”.

Ombudsmanden udtalte at lægekonsulenter ligesom andre sagsbehandlere skal være opmærksom på at de notater de laver, ofte er undergivet indsigt efter de nævnte regelsæt. Konsulenterne skal endvidere være opmærksom på at de ikke selv afgør spørgsmål om indsigt, og at deres eventuelle udtalelser herom ikke er bindende for de besluttende myndigheder.

Ombudsmanden udtalte endvidere at det havde været ønskeligt om kommunen havde gjort nævnet opmærksom på at der i det oversendte journalmateriale var følsomme oplysninger som forældrene ikke var bekendt med.

Endelig udtalte ombudsmanden at han var enig med det sociale nævn i at det var beklageligt at nævnet ikke havde været opmærksom på at der var følsomme oplysninger der ikke tidligere var givet aktindsigt i, i lægekonsulentens udtalelse, og at det var beklageligt at forældrenes indsigt i erklæringen ikke var blevet formidlet på en særlig hensynsfuld måde i overensstemmelse med principperne i patientretsstillingslovens § 7.

Ombudsmanden noterede sig at nævnet for fremtiden for at undgå lignende episoder ville indskærpe over for medarbejdere at der blev udvist større påpasselighed når sagsakter blev sendt til høring. (J.nr. 2001-0897-409).