Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 9

FOB 02.257

En tyrkisk mand fik af Udlændingestyrelsen og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af ægteskab med en dansk kvinde. Afslagene var begrundet med at der var tale om et proformaægteskab. Myndighederne lagde vægt på at ansøgeren i forbindelse med ansøgning om visum og forlængelse af visum havde givet urigtige oplysninger, og at ægteparret kun havde kendt hinanden kortvarigt før ægteskabets indgåelse.

Ombudsmanden bad myndighederne om en nærmere redegørelse for den afvejning der lå bag afgørelserne, og henviste til at flere af de hensyn som kunne inddrages efter udlændingelovens forarbejder, efter det oplyste måtte tale for at der blev givet ansøgeren opholdstilladelse; myndighederne havde således bl.a. ikke bestridt at der var tale om et reelt samliv mellem ægtefællerne.

Ministeriet mente efter en fornyet gennemgang af sagen ikke at der i sagen var de i udlændingeloven anførte bestemte grunde til at antage at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet havde været at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Ministeriet sendte på denne baggrund sagen tilbage til Udlændingestyrelsen som efterfølgende orienterede ombudsmanden om at ansøgeren havde fået opholdstilladelse med henblik på varigt ophold i Danmark. (J.nr. 2002-0588-643).