FOB nr 01.479

Slamsugning blev med virkning fra den 1. januar 1997 omfattet af godskørselslovens godkendelseskrav. En vognmand der havde drevet slamsugningsvirksomhed siden 1973, ansøgte i midten af 1998 om vognmandstilladelse altså halvandet år for sent. Vejtransportrådet afslog ansøgningen med den begrundelse at vognmanden på baggrund af overtrædelsen af godkendelseskravet ikke opfyldte godskørselslovens vandelskrav.

Ombudsmanden udtalte at en afgørelse med så alvorlige konsekvenser for vognmanden efter en samlet bedømmelse af sagen ikke kunne anses for at være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Afgørelsens retsvirkninger svarede til tilbagekaldelse af en erhvervstilladelse, og den ramte vognmanden særdeles hårdt økonomisk.

Ved bedømmelsen af hvor streng en reaktion der burde anvendes, måtte det efter ombudsmandens opfattelse tages i betragtning at vognmanden på grund af uagtsomhed ikke var bekendt med at slamsugning var omfattet af godkendelseskravet.

Ombudsmanden mente endvidere at hensynet til at sikre respekten for overholdelse af godskørselslovens tilladelsessystem og formålet med godkendelseskravet næppe kunne begrunde et afslag.

Ombudsmanden henstillede til Vejtransportrådet at overveje at genoptage sagen. (J.nr. 1999-2571-512).