FOB nr 01.373

En kommune besluttede i november 1991 at indstille betaling for en 11-årig drengs skolegang på privatskole. Kommunen havde ydet refusion for drengens skolegang siden 1988. Kommunens afgørelse blev meddelt drengens far mundtligt og uden klagevejledning. En socialrådgiver rettede i 1995-96 på farens vegne flere henvendelser til kommunen med krav om betaling af de udgifter som drengens far herefter selv havde haft i forbindelse med drengens skolegang. I juli 1998 klagede socialrådgiveren til det sociale nævn over kommunens afslag på refusion. Det sociale nævn afviste at behandle sagen under henvisning til at en lovbestemt klagefrist var overskredet. Socialrådgiveren klagede til ombudsmanden over det sociale nævns afvisning af at behandle sagen og gjorde bl.a. gældende at faren ikke kendte klagemuligheden til det sociale nævn.

Ombudsmanden kritiserede at det sociale nævn i sin afgørelse kun havde forholdt sig til længden af fristoverskridelsen mens det sociale nævn ikke havde forholdt sig til om der i øvrigt var særlige omstændigheder der kunne medføre at nævnet behandlede sagen. Ombudsmanden henstillede herefter til det sociale nævn at nævnet genoptog behandlingen af sagen.

Ombudsmanden kritiserede endvidere kommunen for hverken i forbindelse med det sociale nævns oprindelige behandling af sagen eller i forbindelse med nævnets afgivelse af høringssvar til ombudsmanden at have indsendt samtlige sagens akter til nævnet. Endelig kritiserede ombudsmanden det sociale nævn for ikke at være blevet opmærksom på at nævnet ikke var i besiddelse af samtlige sagens akter.

Det sociale nævn meddelte at det havde genoptaget sagen og besluttet at realitetsbehandle den. (J.nr. 1999-0581-009).