Fortolkning af pensionslovens § 17, stk. 1 og stk. 3, om personligt tillæg. Generel afgørelse. Hjemmel. Begrundelse

FOB 00.355

En førtidspensionist klagede over myndighedernes afslag på personligt tillæg til tandbehandling, diættilskud og samværsudgifter. Pensionisten, der var blind, gjorde blandt andet gældende at myndighederne ved opgørelsen af hans rådighedsbeløb ikke i fornødent omfang havde medregnet hans handicapkompenserende udgifter.

Sagen vedrørte fortolkningen af § 17, stk. 1, og § 17, stk. 3, i lov om social pension. Ud fra forarbejderne til bestemmelserne og Socialministeriets vejledning om social pension udtalte ombudsmanden at forskellen mellem stk. 1 og stk. 3 synes at være hvilken personkreds der er berettiget til tillæg. Personkredsen der kan modtage hjælp efter § 17, stk. 1, er større end efter § 17, stk. 3, fordi § 17, stk. 1, kun stiller krav om at pensionistens økonomiske forhold skal være særlig vanskelige, mens § 17, stk. 3, kræver at pensionistens forhold er "ganske særlig vanskelige". Endvidere er forskellen at det personlige tillæg efter § 17, stk. 1, indtægtsreguleres afhængigt af pensionistens tillægsprocent. Tillægget efter § 17, stk. 3, indtægtsreguleres ikke. Det fremgår derimod ikke at der er forskel på de formål altså de udgifter som tillægget kan dække.

Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke havde hjemmel til at afskære pensionister fra at søge om tilskud til diætkost efter pensionslovens § 17, stk. 1.

Da førtidspensionistens personlige tillægsprocent syntes at berettige til at ansøgningen om personligt tillæg blev vurderet efter pensionslovens § 17, stk. 1, mente ombudsmanden ikke at kommunen kunne undlade at vurdere om der kunne ydes personligt tillæg efter pensionslovens § 17, stk. 1.

Ombudsmanden mente at det var beklageligt at kommunen ikke i begrundelsen redegjorde nærmere for at kommunen ikke ved den økonomiske opgørelse medtog de handicapkompenserende udgifter.

Over for det sociale nævn udtalte ombudsmanden bl.a. at det var beklageligt at nævnet ikke tog stilling til pensionistens synspunkt om at myndighederne ved vurderingen af hans økonomiske forhold skulle medregne hans handicapkompenserende udgifter.

Ombudsmanden henstillede til nævnet at genoptage behandlingen af sagerne. (J.nr. 1999-2484-042).