Påbud til mælkeproducerende landmand. Notatpligt. Partshøring. Begrundelse

FOB 00.261

Miljø- og levnedsmiddelkontrollen gav efter et tilsynsbesøg ejeren af en produktionsbedrift påbud om at foretage forskellige foranstaltninger. Miljø- og levnedsmiddelkontrollen aflagde efterfølgende to opfølgningsbesøg der begge førte til at påbudet blev indskærpet.

Ejeren klagede til Veterinær- og Fødevaredirektoratet over miljø- og levnedsmiddelkontrollen. Direktoratet stadfæstede kontrollens påbud.

Ejeren klagede herefter til ombudsmanden og skrev bl.a. at han ikke havde været til stede under det tredje besøg og således ikke havde haft mulighed for at "forsvare" sig.

Veterinær- og Fødevaredirektoratet svarede bl.a. at partshøring kan ske ved at der under tilsynets udførelse foregår en dialog mellem ejeren af virksomheden og tilsynsmyndigheden, forudsat at tilsynsmyndigheden klart og præcist taler om hvad myndigheden ser på stedet og hvilke bemærkninger myndigheden har hertil. Direktoratet udtalte desuden at virksomhedens ejer i sådanne tilfælde bør vejledes om, at han har mulighed for at komme med sine bemærkninger til de af tilsynsmyndigheden konstaterede forhold under tilsynsbesøget.Ombudsmanden mente generelt at fremgangsmåden kunne anvendes, forudsat at der som i dette tilfælde var tale om enkle og forholdsvis overskuelige oplysninger om de fysiske forhold, og at parten blev bedt om at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger hertil. Fremgangsmåden indebar endvidere at den tilsynsførende måtte notere partens indsigelser og egne iagttagelser om de fysiske forhold i det omfang forholdene har betydning for sagens afgørelse.

Ombudsmanden mente sammenfattende at miljø- og levnedsmiddelkontrollens sagsbehandling havde været meget beklagelig.(J.nr. 1999-0962-342).