FOB nr 00.181

En kvinde bad i 1997 Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser om at genoptage hendes sag på grund af omfattende tandproblemer som hun mente var følger af et overfald hun var udsat for i 1980. Nævnets konsulent i tandbehandlingsspørgsmål afgav i den forbindelse en udtalelse som nævnet sendte til kvindens egen tandlæge sammen med en kopi af nævnets afgørelse i sagen.

Kvinden rettede efterfølgende henvendelse til ombudsmanden og klagede over at nævnet havde videregivet sin afgørelse og tandlægekonsulentens udtalelse til hendes egen tandlæge. Hun rejste også tvivl om tandlægekonsulentens habilitet da hun var bekendt med at vedkommende var ansat af hendes tandlæge og arbejdede i dennes klinik.

Ombudsmanden udtalte at det forhold at der verserer en sag ved erstatningsnævnet, i sig selv er en fortrolig oplysning. En ansøger giver ikke stiltiende samtykke til videregivelse blot ved at gøre den behandlende tandlæge opmærksom på at omkostningerne vil blive søgt dækket af nævnet. Nævnet burde derfor ikke have videregivet oplysningerne til kvindens tandlæge.

Ombudsmanden henstillede at erstatningsnævnet fremover ændrede sin praksis således at det i de konkrete tilfælde overvejede om underretning af behandlende tandlæge er nødvendig.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at drage specialtandlægens habilitet i tvivl (efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5) idet konsulentens eventuelle interessesammenfald med tandlægens var for fjerntliggende.

Ombudsmanden tilsluttede sig nævnets beklagelse af at begrundelsen for nævnets afslag på yderligere erstatning ikke opfyldte kravene til forvaltningsloven § 24. (J.nr. 1998-3451-603).