4. september 2018 | Nyhed

Ombudsmanden går ikke på det foreliggende grundlag ind i en sag i Økonomi- og Indenrigsministeriet om grænserne for embedsværkets bistand til ministre. 

I begyndelsen af juli blev det omtalt i medierne, at embedsmænd i Økonomi- og Indenrigsministeriet efter anmodning fra økonomi- og indenrigsministeren var blevet bedt om at vurdere effekten af en række eventuelle politikforslag. Der blev i den forbindelse rejst spørgsmål om forholdet til reglerne om ministres brug af embedsværket. 

Ombudsmanden modtog henvendelser med opfordring til af egen drift at indlede en undersøgelse af sagen. 

I en nyhed af 6. juli 2018 oplyste ombudsmanden, at han afventede sagens forløb i Folketinget, før han kunne tage stilling til, om han ville foretage sig noget i sagen. Baggrunden var, at det havde været omtalt i medierne, at Folketinget ville kalde ministeren i samråd om sagen. Samrådet blev afholdt den 23. august 2018. 

Ombudsmanden har efter en samlet vurdering besluttet ikke på det foreliggende grundlag at gå ind i sagen. Ombudsmanden lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at sagen navnlig vedrører grænserne for embedsværkets opgaver internt i centraladministrationen, og at ombudsmandens opgave først og fremmest er at behandle sager om respekt for den enkelte borgers rettigheder i forhold til myndighederne.
 

Se tidligere nyhed af 6. juli 2018 her
 

Yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52