Ombudsmanden ser på sag om ytringsfrihed på Tøjhusmuseet

29. maj 2012 | Nyhed

En medarbejder på Tøjhusmuseet kritiserede i et debatindlæg, at der var for stor fokus på oplevelser frem for forskning på danske museer, herunder Tøjhusmuseet. Ifølge en artikel, som Politiken bragte den 17. maj 2012, blev medarbejderen derfor indkaldt til en samtale om hendes loyalitet over for Tøjhusmuseet.

På baggrund af denne omtale har ombudsmanden bedt Statens Forsvarshistoriske Museum, som Tøjhusmuseet hører under, om at låne sagens akter. Han har også bedt om museets kommentarer til sagen.

Ombudsmandens brev til Statens Forsvarshistoriske Museum kan læses her. Flere oplysninger kan fås hos kontorchef Morten Engberg på tlf. 33 13 25 12.

 

FAKTA

Ombudsmanden har i flere sager udtalt sig om offentligt ansattes ytringsfrihed. Tidligere sager er bl.a. omtalt i nyheder her på siden af 24. juli 2006 og 20. maj 2010.

Justitsministeriet har i 2006 udgivet en vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed. Vejledningen er omtalt her.

Ombudsmanden kan på eget initiativ iværksætte en undersøgelse af en sag. Det følger af ombudsmandslovens § 17, stk. 1. Det sker ofte på baggrund af sager, som ombudsmanden eller hans medarbejdere læser eller hører om i pressen.

 

 

Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at ændre deres afgørelser. Hvert år får ombudsmanden mellem 4.000 og 5.000 klager fra borgere, der mener, at en myndighed har begået fejl. En typisk fejl kan være en kommune eller anden myndighed, der har været for længe om at svare på et brev eller truffet en forkert afgørelse. Ombudsmanden tager også selv sager op, for eksempel efter omtale i en avis, ligesom han ofte er på inspektion i blandt andet fængsler og psykiatriske afdelinger. Cirka 90 medarbejdere er ansat ved Folketingets Ombudsmand.