21. december 2018 | Nyhed

Ombudsmanden har undersøgt en sag om en mand, der i januar 2016 døde i Herstedvester Fængsel kort efter et ophold i Vridsløselille Fængsel. Sagen har været omtalt i medierne.   

Efter en intern undersøgelse af sagen konkluderede kriminalforsorgen over for ombudsmanden, at der blev begået en række fejl i forbindelse med, at manden var anbragt i Vridsløselille Fængsel. På den baggrund har kriminalforsorgen nu gennemført en række tiltag, som skal forebygge, at de samme fejl sker igen. 

Kriminalforsorgen har derimod ikke kritiseret behandlingen af manden under opholdet i Herstedvester Fængsel. Kriminalforsorgens vurdering af dette spørgsmål har ikke givet ombudsmanden grundlag for at foretage mere. 

Ombudsmandens gennemgang af sagen giver i øvrigt ikke grundlag for at antage, at sagen indeholder væsentlige fejl ud over dem, som kriminalforsorgen selv har beklaget og reageret på. På den baggrund – og under hensyn til de tiltag, som kriminalforsorgen nu har gennemført – har ombudsmanden afsluttet sin undersøgelse af sagen. 

Ombudsmandens undersøgelse har også omfattet Styrelsen for Patientsikkerhed, som var inddraget i sagen som tilsynsmyndighed. Ombudsmanden har ikke fundet grundlag for at kritisere udfaldet af styrelsens behandling af sagen.  

Dødsfaldet har været omtalt i medierne på en måde som gør, at den afdødes identitet er almindeligt kendt. Da sagen indeholder mange personoplysninger, som det derfor ikke er muligt at anonymisere, er de nærmere detaljer om sagen ikke omtalt i denne nyhed og kan heller ikke i øvrigt oplyses over for offentligheden. 

Ombudsmanden har i fortrolig form orienteret Folketinget om sagen.  
 

OMBUDSMANDENS UNDERSØGELSE AF DØDSFALD MV. 

  1. Ombudsmanden modtager efter aftale med kriminalforsorgen underretning om alle dødsfald, selvmord, selvmordsforsøg mv. blandt indsatte i kriminalforsorgens varetægt. Hændelserne bliver først undersøgt og vurderet af kriminalforsorgen selv, bl.a. for at kriminalforsorgen kan vurdere, om der er behov for at iværksatte forebyggende tiltag eller foretage forbedringer mv. 
  1. Ombudsmanden orienteres herefter om udfaldet af kriminalforsorgens undersøgelse og får tilsendt sagens dokumenter. Formålet med, at ombudsmanden gennemgår disse sager, er bl.a., at han kan bidrage til at sikre de indsattes sikkerhed.  
  1. Ombudsmandens gennemgang af disse sager sker som led i hans tilsynsvirksomhed og som led i hans arbejde med at forebygge, at personer, der er eller kan blive berøvet deres frihed, udsættes for f.eks. umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. den valgfri protokol til FN-konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (bekendtgørelse nr. 38 af 27. oktober 2009).