Selvbetjeningssystemer udelukkede uddannelsessøgende fra partsrepræsentation

22. januar 2016

Når digitale selvbetjeningssystemer afløser manuel sagsbehandling, skal myndighederne sikre, at systemerne overholder de forvaltningsretlige krav. Bl.a. skal systemerne være indrettet, så en bruger kan lade sig repræsentere af andre – eventuelt ved en papirbaseret løsning. 

Den mulighed har i flere år ikke eksisteret for uddannelsessøgende, der søger SU eller befordringsrabat. Først nu er der udsigt til en løsning. 

”Sagen er endnu et eksempel på, at det går ud over borgernes retssikkerhed og volder myndighederne store vanskeligheder, når de forvaltningsretlige krav ikke fra starten bliver indtænkt i offentlige IT-systemer”, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. 

Tilbage i 2012 slog ombudsmanden fast, at når de to selvbetjeningssystemer minSU og ungdomskort.dk ikke gav mulighed for at bruge partsrepræsentant, skulle det være muligt at blive undtaget fra digital kommunikation og anvende en papirbaseret løsning i stedet. Endvidere skulle de ansvarlige myndigheder – i dag Uddannelses- og Forskningsministeriet og Styrelsen for Videregående Uddannelser – vejlede de uddannelsessøgende om denne mulighed. 
 

Se ombudsmandens redegørelse i sagen her. 

Ombudsmandens tidligere sag (FOB 2012-5) kan ses her. 

Ombudsmanden har gennem de senere år behandlet en del sager om juridisk mangelfulde IT-systemer i det offentlige. De vigtigste sager på området er beskrevet i et samlenotat, der løbende revideres. Notatet ”Forvaltningsretlige krav til det offentliges IT-løsninger” kan ses her.
 

Yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Jørgensen, tlf. 20 33 97 52 

Områdechef Karsten Loiborg, tlf. 33 13 25 12  

FAKTA 

Efter § 8 i forvaltningsloven (lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014) kan den, der er part i en sag, på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. 

Det ligger i bestemmelsen, at parten kan lade sig repræsentere i forbindelse med hele sagens behandling eller en del af sagen.