Folketingets Ombudsmand undersøger forholdene for kvinder i Sandholmlejren

10. maj 2005 | Nyhed

FOLKETINGETS OMBUDSMAND
Gammel Torv 22. 1457 København K
Telefon 33 13 25 12. Telefax 33 13 07 17
Personlig henvendelse 10-15

Dato: 10. maj 2005

J.nr.: 2005-1659-628
Sagsbehandler:  SIA
(Bedes anført ved henvendelser)
Akt. nr.:  2

Pressemeddelelse

Indkvarteringsforholdene for frihedsberøvede kvindelige asylansøgere i Sandholmlejren bliver nu undersøgt af Folketingets Ombudsmand.

 

Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen har – på baggrund af presseomtale af de forhold kvindelige asylansøgere i Sandholmlejren opholder sig under – meddelt Direktoratet for Kriminalforsorgen at han og hans medarbejdere efter pinse vil inspicere forholdene. Inden da er kriminalforsorgen blevet anmodet om at fremsende en skriftlig redegørelse om de forhold kvinderne opholder sig under.

Pressen har de seneste dage beskrevet hvordan de frihedsberøvede kvindelige asylansøgere på grund af pladsproblemer i kriminalforsorgens institutioner opholder sig i en gymnastiksal hvor deres senge står sammen tre og tre, kun adskilt af tynde skillevægge og forhæng.

Folketingets Ombudsmand inspicerede Institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholm den 25. november 2002. Her konstaterede han at asylansøgere var indkvarteret i gymnastiksalen. Pladserne var på det tidspunkt etableret i midten af salen ved at der var opsat skillevægge med kabiner således at de frihedsberøvede var placeret to og to sammen. Der var ingen dør til de enkelte kabiner, men alene et forhæng at trække for, og kabinerne var meget spartansk indrettet.

Ombudsmanden udtalte i sin rapport af 19. maj 2003 at man efter hans opfattelse dårligt kan byde asylansøgere sådanne forhold, og at den beskrevne indretning måtte fastholdes som rent midlertidig, samt at kabinerne burde indrettes på en anden måde hvis afdelingen ikke skulle være midlertidig.

Direktoratet for Kriminalforsorgen oplyste i den anledning at der ikke siden juni 2003 havde været indsat frihedsberøvede asylansøgere i gymnastiksalen (bygning 64), og at placeringen kun var sket midlertidigt i situationer med akutte kapacitetsproblemer.

Folketingets Ombudsmand har nu bedt Direktoratet for Kriminalforsorgen om at "oplyse nærmere om baggrunden for at der på ny er indrettet midlertidige pladser" svarende til de midlertidige pladser som ombudsmanden tidligere har udtrykt kritik af, ligesom direktoratet er blevet bedt om at oplyse hvornår indkvarteringen i gymnastiksalen vil høre op.

 

Yderligere oplysninger hos inspektionschef Lennart Frandsen, Folketingets Ombudsmand eller ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen.

Ombudsmandens brev af 9. maj 2005 til Direktoratet for Kriminalforsorgen er vedlagt.

Oplysninger om Folketingets Ombudsmands inspektionsvirksomhed kan findes på www.ombudsmanden.dk/inspektioner.

Her kan også rapporten og opfølgningsrapporter vedrørende inspektionen af Sandholmlejren læses.