Samtaler med ansatte i Aabenraa Kommune foregik ikke i respekt for deres ytringsfrihed

22. januar 2019 | Nyhed

Nogle medarbejdere i Aabenraa Kommune blev indkaldt til samtaler med ledelsen, fordi de havde ytret sig offentligt. Ombudsmanden har undersøgt sagerne og konkluderer, at samtalerne ikke foregik i respekt for – og med anerkendelse af – medarbejdernes ytringsfrihed.

Sammenfattende er det ombudsmandens opfattelse, at Aabenraa Kommunes håndtering af sagerne har været meget kritisabel.

”Ledelsen må gerne reagere, når en ansat har fremsat kritik offentligt. Men det skal ske med et sagligt formål og på en saglig måde. Samtalerne i denne sag er ikke foregået i respekt for de pågældende medarbejderes ytringsfrihed”, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. Han tilføjer, at sagen også mere overordnet har været egnet til at skabe usikkerhed hos de ansatte i kommunen om deres ret til at ytre sig.

Samtaler kunne opfattes som irettesættelser

Medarbejderne havde udtalt sig i et fagblad, i en nyhedsudsendelse og i et læserbrev. De forholdt sig kritisk til flytningen af en specialskole og til besparelser i sundhedsplejen. Medarbejderne blev indkaldt til samtaler, selv om deres udtalelser lå inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed.

Der var ifølge kommunen ikke tale om tjenstlige samtaler. Men efter ombudsmandens opfattelse kan medarbejderne berettiget have opfattet samtalerne som negative reaktioner på deres ytringer. Under samtalerne blev det således enten antydet eller sagt direkte, at medarbejderne havde handlet i strid med kommunens kommunikationspolitik, og flere af medarbejderne beklagede deres ytringer under samtalerne.

Usikkerhed hos andre medarbejdere

Ombudsmanden siger i sin udtalelse, at de mange samtaler inden for kort tid har været egnet til mere overordnet at skabe usikkerhed hos de ansatte i Aabenraa Kommune om deres ret til at udtale sig offentligt.

Ombudsmanden behandler yderligere en sag fra Aabenraa Kommune i sin redegørelse. En medarbejder blev her indkaldt til en egentlig tjenstlig samtale og fik en skriftlig advarsel for sine ytringer på Facebook. Om denne sag konkluderer ombudsmanden, at kommunens begrundelse ikke var tilstrækkeligt grundlag for at meddele advarslen.

Aabenraa Kommune har oplyst til ombudsmanden, at der er enighed i kommunens hovedsamarbejdsudvalg om, at det vil være ”hensigtsmæssigt at øge formidlingsindsatsen i forhold til kommunikationspolitikken”, og at en vejledning er under udarbejdelse.

Ombudsmanden har bedt kommunen om at orientere ham om kommunens formidlingsindsats og om at få en kopi af den kommende vejledning.

Læs ombudsmandens udtalelse.

Ombudsmandens kronik Hvordan sikrer vi offentligt ansattes ytringsfrihed, offentliggjort d. 16. maj 2016. 

Læs ombudsmandens artikel i Folketingets Ombudsmands beretning 2016 Ledelsen har også ytringsfrihed

Overblik #17 om ytringsfrihed i Myndighedsguiden på ombudsmandens hjemmeside.
 

Yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52 

Områdechef Karsten Loiborg, tlf. 33 13 25 12

Fakta

I november 2017 blev 5 medarbejdere i Aabenraa Kommune indkaldt til samtaler med ledelsen, fordi de havde ytret sig offentligt om byrådets beslutning om at flytte Fjordskolen fra Aabenraa til Kruså og om besparelser i sundhedsplejen.

Fjordskolen er en specialskole for multihandicappede børn og børn med svære diagnoser som f.eks. autisme og ADHD.

Herunder følger korte gengivelser af tre af sagerne. Sagerne - og ombudsmandens synspunkter - er i deres helhed beskrevet i ombudsmandens redegørelse

  • Tillidsrepræsentanter indkaldt til samtale efter udtalelser i fagblad

To tillidsrepræsentanter på Fjordskolen i Aabenraa Kommune blev i en artikel med overskriften ”Nødråb fra forældre og ansatte: Stop flytningen af handicappede børn til grænseby” i Fagbladet FOA citeret for at have udtalt: ”Vi skal ned til noget, der er bygget i 1967, og vi ved, at det er fyldt med skimmelsvamp. Det bliver også sværere at tiltrække og fastholde personalet, for en stor del af dem kommer nordfra. De vil få en noget længere transport”.

Tillidsrepræsentanterne blev med henvisning til artiklen indkaldt til et møde med ledelsen.

Udover tillidsrepræsentanterne deltog skolechefen, skolelederen, en sagsbehandler og en repræsentant fra FOA i mødet.

På mødet fik tillidsrepræsentanterne at vide, at deres udsagn om, at de nye lokaler var fyldt med skimmelsvamp, og at mange medarbejdere ville søge væk, var urigtige og udokumenterede. Skolechefen henviste bl.a. til kommunens kommunikationspolitik og til tillidsrepræsentanters rolle som konfliktnedtrappende samtidig med, at de ”arbejder loyalt ind i de trufne beslutninger”. Ifølge skolechefen var formålet med mødet at have en dialog om, hvad man som ansat kan udtale sig om, og ikke at begrænse tillidsrepræsentanternes ytringsfrihed.

  • Samtale efter udtalelse i TV

En medarbejder på Fjordskolen udtalte sig i en nyhedsudsendelse i TV Syd om flytningen af Fjordskolen. Hun sagde bl.a.: ”Vores børn, den måde mange af vores børn på Fjordskolen er på, det er ved at prøve tingene, gøre tingene, og der har vi brug for en by, og der er ikke ret meget at komme efter i Kruså.”

Medarbejderen blev herefter indkaldt til en medarbejdersamtale.

Udover medarbejderen deltog skolelederen og en tillidsrepræsentant i samtalen. Under samtalen anførte skolelederen, at udtalelsen ikke var i overensstemmelse med kommunens kommunikationspolitik. Skolelederen henviste til, at medarbejderen ikke udelukkende forholdt sig faktuelt til spørgsmål om eget fagområde, men at hun ytrede egne kritiske meninger og holdninger om en flytning, der var politisk bestemt. Skolelederen henviste yderligere til, at medarbejderen skulle arbejde loyalt for de beslutninger, der var truffet. Det blev gjort klart, at medarbejderen fremadrettet skulle holde sig inden for kommunens retningslinjer.

  • Sundhedsplejerske til samtale efter læserbrev i netavis

En sundhedsplejerske i Aabenraa Kommune skrev et læserbrev om besparelser i sundhedsplejen. Læserbrevet blev bragt i JydskeVestkystens netavis, jv.dk.

I læserbrevet skrev sundhedsplejersken bl.a.:

”Kære politiker.

Hvordan mener du at jeg som sundhedsplejerske, kan blive ved med at gøre en vigtig forskel i børnefamilierne, hvis ikke der tilføres ressourcer, der passer til vores aktuelle situation; (…)

(…) Jeg er stolt af vores arbejde og den tillid, vi bliver mødt af i familierne – sådan skal det gerne blive ved med at være.

Sundhedsplejens vision er at være med til at skabe robuste og sunde børn i kommunen og styrke forældrene i forældrerollen. (…) En analyserapport af Sundhedsplejen der er fremlagt for det nuværende politiske udvalg viser, at der er behov for flere ressourcer – vi venter spændt på udfaldet!

Vi har nemlig gennem mange år effektiviseret sundhedsplejen – men grænsen for effektiviseringen er nået. Vi vil gerne kunne tilbyde ekstra besøg til småbørnsfamilierne med behov, fortrinsvis møde familierne i deres eget hjem, udfylde vores konsulentfunktion i daginstitutionerne mv. Men de seneste år, har det ikke altid været muligt. Samtidig har vi været tvunget til at nedprioritere det tværfaglige samarbejde og deltagelse i kurser – det er ikke vejen frem, hvis vi skal gøre en reel forskel. Så hvem vil en sund opvækst til børn?”

Sundhedsplejersken blev med henvisning til læserbrevet indkaldt til en medarbejdersamtale.

Udover sundhedsplejersken deltog den ledende sundhedsplejerske, en tillidsrepræsentant og en personalekonsulent i samtalen. Den ledende sundhedsplejerske anførte, at medarbejderens brug af ”vi” kunne forstås som, at læserbrevet var sendt på vegne af hele Sundhedsplejen. Den ledende sundhedsplejerske anførte også, at det altid er vigtigt, at man som medarbejder udtaler sig som privatperson og ikke som ansat i Aabenraa Kommune. Af referatet fremgår desuden, at medarbejderen havde været usikker på, om det var en tjenstlig samtale, hun var indkaldt til.