Problemer med magtanvendelse i sikret døgninstitution på Fyn

18. januar 2018 | Nyhed

Antallet af fysiske magtanvendelser var højt, dokumentationen var i nogle tilfælde mangelfuld, og flere magtanvendelser var registreret og indberettet for sent til de relevante myndigheder. 

Det erfarede ombudsmandens besøgshold under et tilsynsbesøg i maj 2017 på Egely – en sikret døgninstitution for bl.a. varetægtsfængslede unge. Derfor sender ombudsmanden nu en række anbefalinger til institutionen. 

Under besøget kom det frem, at en fysisk magtanvendelse ofte blev efterfulgt af isolation af den unge. Isolationen fremstod umiddelbart som en rutinemæssig foranstaltning. Derfor anbefaler ombudsmanden også, at institutionen sikrer, at de unge udelukkende isoleres efter en konkret vurdering af, om der er lovligt grundlag. 

Ombudsmandens Børnekontor besøgte i 2017 i alt 6 sikrede døgninstitutioner. Der vil i løbet af foråret 2018 blive offentliggjort en temarapport om de samlede konklusioner. 

Afsluttende brev om tilsynsbesøget på Egely kan læses her. 
 

For yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52 

Områdechef Susanne Veiga, tlf. 33 13 25 12
 

VOKSENANSVARSLOVEN 

  • Personalet på en sikret døgninstitution kan fastholde eller føre en ung til et andet opholdsrum, når den unge udviser en adfærd, der er til fare for den unge selv, de øvrige anbragte unge, personalet eller andre, der opholder sig på anbringelsesstedet.
     
  • Lederen af en sikret døgninstitution eller dennes stedfortræder kan beslutte at anbringe en ung i et særligt afsondret isolationsrum, når der er overhængende fare for, at den unge skader sig selv eller andre.
     
  • Anbringelsesstedets leder eller dennes stedfortræder skal inden 24 timer registrere en magtanvendelse på et særligt indberetningsskema.
     
  • En magtanvendelse skal bl.a. indberettes til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for barnets eller den unges ophold i tilbuddet. Indberetningen skal ske hurtigst muligt inden for 24 timer, når registreringen er fuldendt.
     

OMBUDSMANDENS TILSYNSBESØG 

  • Folketingets Ombudsmand tager ofte på tilsynsbesøg bl.a. på institutioner, hvor mennesker er eller kan blive frihedsberøvet.
     
  • Formålet med ombudsmandens tilsynsbesøg er at bidrage til at sikre, at mennesker, der opholder sig eller bor i institutioner, bliver behandlet værdigt, hensynsfuldt og i overensstemmelse med deres rettigheder.
     
  • Tilsynsbesøgene sker dels som led i ombudsmandens almindelige tilsynsvirksomhed efter § 18 i ombudsmandsloven, dels i henhold til den valgfri protokol til FN-konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
     
  • Ombudsmandens arbejde efter protokollen udføres i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur. DIGNITY og Institut for Menneskerettigheder bidrager i samarbejdet med særlig lægelig og menneskeretlig ekspertise.
      
  • Hvert år er der et tema for årets tilsynsbesøg på børneområdet. Hovedparten af årets tilsynsbesøg foregår i institutioner, hvor teamet er relevant.
     
  • Temaet på børneområdet i 2017 var unge i sikrede døgninstitutioner, arresthuse og fængsler, og temaet blev udmøntet i disse spor:

    • Isolation og fysisk magtanvendelse

    • Undervisning

    • De unges relationer (rettigheder, ungesammensætningen og medinddragelse og personlig udvikling)