Ombudsmanden ser på privatskolebørns rettigheder

24. april 2014

Har børn på private grundskoler ret til at blive hørt, inden skolen træffer afgørelse om at bortvise og udskrive dem? Det spørgsmål har Folketingets Ombudsmand nu bedt Undervisningsministeriet om at overveje. 

Ombudsmanden har siden børnekontorets oprettelse den 1. november 2012 modtaget to konkrete klager over, at elever på private grundskoler var blevet udskrevet fra skolerne med kort varsel, uden at eleven eller forældrene var blevet hørt forinden. 

Forvaltningsloven indeholder regler om partshøring, men frie grundskoler er som private selvejende institutioner ikke omfattet af disse regler. 

Artikel 12 i FN’s børnekonvention omhandler børns ret til at blive hørt, og Folketinget har bestemt, at ombudsmandens børnekontor skal være med til at sikre og overvåge implementeringen af børns rettigheder efter FN’s børnekonvention. 

”Efter børnekonventionen har et barn en grundlæggende ret til at blive hørt i alle forhold, der vedrører barnet. Denne rettighed er ikke afspejlet i reglerne på privatskoleområdet, og derfor har jeg nu på baggrund af to konkrete klager bedt Undervisningsministeriet om generelt at overveje problemstillingen”, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, der understreger, at han ikke har taget stilling i sagen. 

”Det er for tidligt at sige noget om sagens udfald. Jeg afventer i første omgang ministeriets svar”, siger Jørgen Steen Sørensen. 

 

Ombudsmandens brev til Undervisningsministeriet kan læses her

 

Yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52 

Kontorchef Bente Mundt, tlf. 33 13 25 12

 

FAKTA

Ombudsmanden har en særlig pligt til at gøre opmærksom på, hvis dansk lovgivning ikke lever op til internationale forpligtelser til at sikre børns rettigheder. Det fremgår af ombudsmandsloven § 12, stk. 2. Bestemmelsen har følgende ordlyd: 

§ 12.

Stk. 2. Ombudsmanden skal i forbindelse med sin virksomhed overvåge, om gældende love eller administrative bestemmelser er forenelige særligt med Danmarks internationale forpligtelser til at sikre børns rettigheder, herunder FN’s konvention om barnets rettigheder. Bliver ombudsmanden opmærksom på mangler, skal ombudsmanden give Folketinget og vedkommende minister meddelelse herom. Med hensyn til mangler ved bestemmelser, som er fastsat af en kommune eller en region, skal ombudsmanden give meddelelse til vedkommende kommunalbestyrelse eller regionsråd.” 

Et barns ret til at blive hørt i alle forhold, der vedrører barnet, er fastsat i artikel 12 i FN’s børnekonvention. Denne ret er én af fire grundlæggende rettigheder for børn. De øvrige rettigheder er retten til ikke-diskrimination, retten til liv og udvikling samt princippet om, at barnets tarv skal komme i første række. Det fremgår af FN’s Børnekomites generelle bemærkninger (”General Com-ments”) til artikel 12. 

FN’s Børnekomite overvåger landenes overholdelse af børnekonventionen, og komiteens generelle bemærkninger til børnekonventionens bestemmelser indeholder vejledning om anvendelsen af konventionen. De generelle bemærkninger er udtryk for børnekomiteens fortolkning af børnekonventionens bestemmelser og komiteens opfattelse af retstilstanden på området.