Første årsrapport om politiets tvangsudsendelser

17. december 2012 | Nyhed

Ombudsmanden har siden april 2011 ført tilsyn med politiets tvangsmæssige udsendelser af udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark. Ombudsmanden har gennemgået 42 afsluttede udsendelsessager fra 2011 og været med på 8 tvangsmæssige udsendelser.  

"En tvangsmæssig udsendelse er i sagens natur et alvorligt indgreb i den personlige frihed, og det er derfor vigtigt, at udsendelserne sker med respekt for udlændingens grundlæggende rettigheder og gennemføres sikkert og forsvarligt. Overordnet set mener vi, at politiet i 2011 har gennemført udsendelserne med respekt for individet og uden unødig magtanvendelse,” siger Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen. 

Ombudsmandens opgave er at bedømme, om politiets udsendelser følger gældende ret, herunder bl.a. Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten og internationale menneskerettighedskonventioner, og god forvaltningsskik. 

I sit tilsyn har ombudsmanden valgt at fokusere på nogle områder, der er særligt vigtige i forhold til tvangsmæssige udsendelser. Opmærksomhedsområderne er magtanvendelse, at familier så vidt muligt forbliver sammen, hensyn til udsatte grupper, forudgående kontakt og information, sikkerhedsvurderingen og udsendelsesrapporten. 

Selvom ombudsmanden overordnet mener, at politiet i 2011 har gennemført tvangsudsendelser med respekt for individet, har han bemærket, at dokumentationen i flere af de gennemgåede sager ser ud til ikke at opfylde de anbefalinger, som findes i de internationale og nationale retningslinjer for tvangsmæssige udsendelser, og at politiet i flere henseender ikke synes at have opfyldt den ulovbestemte grundsætning om notatpligt. Ombudsmanden er i dialog med politiet om dokumentationen i udsendelsessagerne. 

Se hele årsrapporten her.
 

For yderligere kommentarer kontakt: 

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, tlf.:  33 43 54 02  (20 33 97 52)

Fuldmægtig, Klavs Kinnerup Hede, tlf.: 33 43 54 82 (20 44 75 84)

 

FAKTA 

Dette er den første årsrapport om Folketingets Ombudsmands tilsyn med tvangsmæssige udsendelser af statsborgere, som kommer fra tredjelande (ikke EU-lande), og som ikke har lovligt ophold i Danmark.  

Opgaven blev tildelt ombudsmanden i forbindelse med, at Danmark med virkning fra 1. april 2011 gennemførte EU’s udsendelsesdirektiv, der udstikker fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. 

I Danmark er det politiet, som sørger for udlændinges udrejse af landet, når de ikke udrejser frivilligt.  

Inden ombudsmanden fik opgaven med at føre tilsyn med tvangsudsendelserne, eksisterede der ikke et særskilt tilsyn, og der er således tale om en ny ordning i Danmark.  

Ifølge udlændingelovens § 30 a, stk. 3, foretages tilsynet på grundlag af regelmæssige indberetninger fra politiet og en gennemgang af et antal afsluttede konkrete udsendelsessager. Ombudsmanden kan endvidere efter § 30 a, stk. 4, 1. pkt., være til stede under politiets udsendelser. 

Udsendelse af udlændinge, der ikke udrejser frivilligt fra Danmark, kan enten ske ved en påset udrejse, hvor politiet overvåger udrejsen af landet, f.eks. ombordstigning i et fly eller på et skib, eller ved ledsaget udrejse, hvor politiet ledsager udlændingen ud af landet til udlændingens hjemland eller et tredjeland, hvor udlændingen har ret til at tage ophold. Ombudsmandens tilsyn omfatter både påsete og ledsagede udrejser.

Ombudsmandens tilsyn omfatter ikke politiets tvangsmæssige udsendelser af udlændinge, der er udvist på grund af kriminalitet. 

I 2011 fulgte en medarbejder fra ombudsmanden 4 påsete udsendelser til henholdsvis Serbien, Libanon, Elfenbenskysten og Indien. En medarbejder fra ombudsmanden deltog desuden i 4 ledsagede udsendelser til Den Demokratiske Republik Congo, Nigeria, Afghanistan og Libanon.