Ombudsmandens Børnekontor åbner i dag

1. november 2012

Fra i dag får børn i Danmark et børnekontor hos Folketingets Ombudsmand. Børnekontoret er bemandet med juridisk fagkundskab, som børn kan henvende sig til, hvis de føler sig dårligt behandlet, for eksempel på deres skole eller døgninstitution.

Ombudsmandens Børnekontor skal beskytte børns rettigheder. Kontoret skal altså være med til at sikre, at både offentlige myndigheder og private institutioner behandler børn og unge efter reglerne, både internationale og danske regler.

”Det er en spændende dag for os. Vi ser frem til denne nye opgave, som vi har fået af Folketinget, og vores ambition er at kunne styrke respekten for børns rettigheder her i landet,” siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.

Festlig åbning

Både ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, og børnekontorets nye chef, Bente Mundt, lægger vægt på et tæt samarbejde med andre institutioner på området. Ikke mindst Børns Vilkår med børnetelefonen og Børnerådet.

”Vi har forskellige opgaver i forhold til børnene. Men jeg er sikker på, at et fortsat tæt samarbejde vil gavne børnene,” siger Jørgen Steen Sørensen, der understreger, at Ombudsmandens Børnekontors kendetegn er den uafhængige juridiske fagkundskab.

Åbningen i dag bliver markeret med en reception hos Folketingets Ombudsmand, hvor formand for Folketinget, Mogens Lykketoft, og social- og integrationsminister, Karen Hækkerup, vil tale. Derudover skal en gruppe børn med hjælp fra en kunstner udsmykke det nye børnekontor, og unge fra Det Musiske Kompagni i Hillerød skabe en festlig lydkulisse.

For yderligere oplysninger:
www.ombudsmanden.dk/boernekontoret

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, 20 33 97 52

Chef for Ombudsmandens Børnekontor, Bente Mundt, 33 13 25 12

 

Andre nyheder om børnekontoret:

Børnekontorets hjemmeside i luften (25. oktober 2012)

Børnekontor satser på mobilen (12. oktober 2012)

Ombudsmanden intensiverer tilsyn med døgntilbud for børn og unge (8. oktober 2012)

Ombudsmandens Børnekontor åbner 1. november (1. oktober 2012)

Chef for børnekontor udnævnt (21. juni 2012)

 

FAKTA 

Folketinget vedtog i juni 2012, at Ombudsmanden skal oprette et børnekontor. I forarbejderne til loven hedder det blandt andet:

”Det fremgår af regeringsgrundlaget »Et Danmark, der står sammen« af 3. oktober 2011, at »Regeringen vil følge op på anbefalingerne fra FN's børnekomité om børns rettigheder og vilkår, herunder give Ombudsmanden mulighed for at ansætte yderligere medarbejdere til at varetage opgaver vedrørende børns rettigheder samt styrke kendskabet til børns rettigheder gennem relevante organisationer«.

Denne del af regeringsgrundlaget bygger på en anbefaling fra FN's Børnekomité om børns rettigheder og vilkår i en rapport af 7. april 2011. I rapporten anføres det, at Danmark bør tage skridt til, at ombudsmandssystemet i landet fuldt ud tager højde for FN's børnekonvention. Det skal sikres, at der inden for systemet etableres en åben, specialiseret instans med tilstrækkelige ressourcer til at overvåge implementeringen af børns rettigheder, og som har kompetence til at behandle individuelle klager.

På baggrund af regeringsgrundlaget har social- og integrationsministeren bl.a. rettet henvendelse til Folketinget om, at der tages initiativ til, at der oprettes et børnekontor hos Folketingets Ombudsmand. Herudover er der taget initiativ til styrkelse af Børnerådets fortalervirksomhed og af Børns Vilkårs BørneTelefon. Regeringens opfølgning på anbefalingerne fra FN's Børnekomité hviler således på en overordnet tredeling mellem de nævnte instanser.”

 

 

 

Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at ændre deres afgørelser. Hvert år får ombudsmanden mellem 4.000 og 5.000 klager fra borgere, der mener, at en myndighed har begået fejl. En typisk fejl kan være en kommune eller anden myndighed, der har været for længe om at svare på et brev eller truffet en forkert afgørelse. Ombudsmanden tager også selv sager op, for eksempel efter omtale i en avis, ligesom han ofte er på inspektion i blandt andet fængsler og psykiatriske afdelinger. Cirka 90 medarbejdere er ansat hos Folketingets Ombudsmand.