Ombudsmanden går ikke ind i sagen om Radio- og tv-nævnets tilladelse til radiokanal

8. november 2019 | Pressemeddelelse

I medierne er der rejst spørgsmål om ombudsmandens mulige undersøgelse af Radio- og tv-nævnets tilladelse til radiokanalen LOUD. Desuden har ombudsmanden modtaget en række henvendelser fra borgere med opfordring til at indlede en undersøgelse af sagen.

Ombudsmanden har efter en samlet vurdering besluttet ikke på det foreliggende grundlag at gå ind i sagen. 

Ombudsmanden lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at sagen navnlig vedrører en vurdering af, hvilken ansøger der er bedst egnet til at udøve den udbudte public service-programvirksomhed, herunder en vurdering af driftsmæssige og økonomiske forhold samt kvaliteten af det planlagte programindhold. En sådan vurdering har ombudsmanden ikke særlige forudsætninger for at foretage.

”Resultatet af dette udbud, som jeg forstår, at radiokanalen LOUD vandt klart, afhænger af en vurdering af en række forhold, som Folketingets Ombudsmand ikke har særlig fagkyndig viden om. Det, der er kommet frem, giver mig derfor ikke grundlag for at indlede en undersøgelse,” siger fungerende ombudsmand Henrik Bloch Andersen.