Udrejsecenter Sjælsmark: Nye tal om børnenes opholdstid ændrer ikke ombudsmandens vurdering

8. januar 2019 | Nyhed

Ombudsmanden afgav den 20. december 2018 en redegørelse om børns forhold i Udrejsecenter Sjælsmark. 

Efter at det nu er kommet frem, at nogle børn i Udrejsecenter Sjælsmark har boet længere tid i centeret end anført i redegørelsen, har ombudsmanden meddelt myndighederne, at de nu foreliggende oplysninger ikke ændrer hans vurdering af de generelle forhold for børn i udrejsecenteret. 

Ombudsmanden konkluderede i redegørelsen den 20. december 2018, at børn i Udrejsecenter Sjælsmark – generelt set – må siges at leve under svære forhold, og at vanskelighederne ikke i første række skyldes faciliteterne mv. i centeret, men i højere grad selve det forhold, at de efter udlændingeloven har pligt til at bo i udrejsecenteret. Redegørelsen var bl.a. basereret på to tilsynsbesøg. 

Ombudsmanden vurderede samtidig, at forholdene for børn i centeret ikke generelt set kan antages at være i strid med hverken FN’s Børnekonvention, FN’s Torturkonvention eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. 

Ombudsmandens redegørelse indeholdt en tabel over børnenes opholdstid i udrejsecenteret, som stammede fra et svar af 28. september 2018 fra udlændinge- og integrationsministeren til Folketinget. Efter offentliggørelsen af ombudsmandens redegørelse berigtigede udlændinge- og integrationsministeren imidlertid oplysningerne i den nævnte tabel over for Folketinget. Af berigtigelsen fremgår det bl.a., at nogle børn havde boet i Udrejsecenter Sjælsmark i op til 20 måneder, og ikke 13 måneder, som der stod i det oprindelige svar. 

Ombudsmanden har skrevet til myndighederne, at de nye oplysninger ikke giver ham grundlag for at ændre sin vurdering af de generelle forhold for børn i Udrejsecenter Sjælsmark. 

Ombudsmanden kan således fortsat henholde sig til redegørelsen af 20. december 2018. 

Ombudsmanden har også orienteret Folketinget.
 

Læs ombudsmandens brev til Direktoratet for Kriminalforsorgen her
 

Ombudsmandens redegørelse om børns forhold i Udrejsecenter Sjælsmark


Nyhed fra 20. december 2018 om ombudsmandens redegørelse om børns forhold i Udrejsecenter Sjælsmark
 

For yderligere oplysninger:  

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52