Nye initiativer skal sikre handleplaner for anbragte børn

17. januar 2018 | Nyhed

Nogle anbragte børn har ikke en handleplan, selv om det er et lovkrav og vigtigt for det enkelte barn. Men nu bliver der taget flere initiativer for at sikre handleplaner for anbragte børn. Det skriver Børne- og Socialministeriet i et svar til ombudsmanden. 

Efter tilsynsbesøg på døgninstitutioner for anbragte børn har ombudsmanden undersøgt 26 sager om handleplaner, hvoraf 20 gav anledning til kritik. Derfor spurgte ombudsmanden i maj 2017 Børne- og Socialministeriet, om resultatet gav ministeriet anledning til at foretage sig noget. 

I sit høringssvar af 13. december 2017 skriver ministeriet, at ministeriet på baggrund af ombudsmandens sager har bedt Ankestyrelsen om at foretage en undersøgelse af kommunernes arbejde med at sikre kvalitet i indsatsen for anbragte børn og unge med specifikt fokus på handleplaner. Dertil kommer, at kommuner med gennemgående problemer i forhold til arbejdet med handleplaner vil få tilbud om et besøg af Ankestyrelsens læringsteam. 

Det fremgår også, at ministeriet har bedt Socialstyrelsen om at gå i dialog med de fem socialtilsyn for at belyse, i hvilket omfang anbringelsesstederne får udleveret relevante dele af handleplanen. 

Endelig fremgår det, at ministeriet har drøftelser med KL, så det sikres, at der også fra KL’s side er løbende fokus på at sikre, at reglerne vedrørende handleplaner overholdes. 

”Det er godt nyt for de anbragte børn, at myndighederne nu vil sætte yderligere fokus på handleplaner. Det er nemlig meget vigtigt, at kommunerne udarbejder handleplaner for anbragte børn, og at anbringelsesstederne kender de relevante dele af handleplanerne”, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. 

Ombudsmandens Børnekontor vil også fremover være opmærksom på, om kommunerne har styr på handleplaner for anbragte børn.
 

Læs også: 

-       Ombudsmandens brev af 15. januar 2018 til ministeriet

-       Ministeriets høringssvar af 13. december 2017

-       Ombudsmandens henvendelse af 10. maj 2017 til Børne- og Socialministeriet

-       Tidligere nyhed om handleplansager
 

Yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52 

Områdechef Susanne Veiga, tlf. 33 13 25 12. 
 

FAKTA 

Ombudsmandens undersøgelser af handleplaner 

I 2014 – 2016 har ombudsmanden rejst i alt 26 sager om handleplaner. I de 20 af de 26 sager udtalte ombudsmanden kritik. Kritikken spænder over følgende:

 

  • At nogle handlekommuner ikke i forbindelse med anbringelsen havde lavet en handleplan for barnet, jf. servicelovens § 140, stk. 1. De pågældende børn havde været anbragt imellem 1 og 9 år, før der blev lavet en handleplan.
     
  • At nogle handlekommuner ikke havde revideret handleplanen i overensstemmelse med reglerne i servicelovens § 70, stk. 1.
     
  • At nogle handlekommuner ikke havde udleveret relevante dele af handleplanen til anbringelsesstedet, jf. servicelovens § 140, stk. 7.
     

Hvad er en handleplan? 

  • Efter servicelovens § 140, stk. 1, skal kommunen som udgangspunkt udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger i forhold til et barn.
     
  • En handleplan skal bl.a. angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet.
     
  • Efter servicelovens § 70, stk. 1, skal kommunen senest 3 måneder efter, at der er iværksat en foranstaltning over for barnet eller den unge, vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handleplanen skal revideres. Kommunen skal herefter med højst 6 måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. 
     
  • Efter servicelovens § 140, stk. 7, skal kommunen – når et barn anbringes på et anbringelsessted – udlevere relevante dele af handleplanen til anbringelsesstedet.
     
  • Forud for hjemgivelse af et anbragt barn skal kommunen revidere handleplanen og angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen, jf. servicelovens § 68, stk. 11.
     
  • https://boernekontoret.ombudsmanden.dk/