Ombudsmanden vil nøje følge sagsbehandlingstiden i de nye kommuner og regioner

3. november 2006 | Nyhed

FOLKETINGETS OMBUDSMAND

 
J.nr: 2006-3150-000

Folketingets Ombudsmand vil fra den 1. januar 2007 følge med i hvornår borgerne får svar på deres henvendelser i de nye kommuner og regioner. Det har han netop meddelt Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Baggrunden er at ombudsmanden har fået det indtryk at der for øjeblikket sker en stigning i sagsbehandlingstiden i visse amtskommuner og kommuner.

Det er ombudsmandens indtryk at den længere sagsbehandling i hvert fald til en vis grad skyldes kommunalreformen.

Ombudsmanden understreger at han ikke har foretaget egentlige undersøgelser, men at hans indtryk bygger på telefoniske henvendelser fra borgere, konkrete sager og oplysninger i pressen.

”Jeg er bekymret over den indflydelse som en stigning i sagsbehandlingstiden har for den enkelte borgers udsigt til at få sine forhold behandlet inden for en rimelig tidsmæssig horisont”, udtaler Hans Gammeltoft-Hansen.

Efter den 1. januar 2007 vil ombudsmanden henvende sig direkte til den enkelte kommune eller region hvis konkrete klager fra borgere eller andre forhold i øvrigt giver anledning til det.

”Jeg vil bede de involverede kommuner og regioner om at redegøre for restancesituationen og om at oplyse om de anser restancesituationen for at være normal eller ekstraordinær. I givet fald vil jeg spørge om der er lavet en handlingsplan for nedbringelse af restancerne, og om handlingsplanens indhold”, siger han.

Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Bente Mundt, tlf.nr. 33 13 25 12.