Ny PET-chef skal redegøre for medarbejdernes ytringsfrihed

30. januar 2014 | Nyhed

Ombudsmanden har bedt den nye chef for Politiets Efterretningstjeneste om at uddybe nogle udtalelser, der fremkom under et interview, som blev offentliggjort på www.dr.dk/nyheder den 24. januar 2014. 

I interviewet gav PET-chefen bl.a. udtryk for, at det er uacceptabelt, hvis medarbejderne går til pressen med forhold, der normalt skal løses internt i tjenesten. 

”Jeg har stor forståelse for, at den nye PET-chef står overfor en vigtig opgave i sin organisation. Men løsningerne skal naturligvis findes inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed”, siger Jørgen Steen Sørensen som begrundelse for, at han har bedt PET-chefen om at uddybe sine udtalelser.  

Du kan læse ombudsmandens brev til PET her . 

Nærmere oplysninger fås hos ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52, eller kontorchef Kirsten Talevski på 33 13 25 12. 

 

FAKTA 

Ombudsmanden kan på eget initiativ iværksætte en undersøgelse eller bede en myndighed om nærmere oplysninger om en sag. Det fremgår af ombudsmandslovens § 17, stk. 1. Det sker ofte på baggrund af omtale i medierne. 

Rammerne for offentligt ansattes ytringsfrihed er bl.a. beskrevet i God adfærd i det offentlige, kapitel 3, som blev udgivet af Personalestyrelsen, KL og Danske Regioner i juni 2007.