Frakendelse af merudgiftsydelse kræver god begrundelse

2. december 2011 | Nyhed

En yngre kvinde med en række fysiske lidelser modtog igennem 2½ år merudgiftsydelse fra sin kommune. Hun mente ikke selv at hendes helbred var blevet bedre. Alligevel frakendte kommunen hende ydelsen. Kommunen henviste til at kvinden ikke var omfattet af den personkreds der kunne få dækket sine merudgifter. Kvinden klagede til det sociale nævn der var enig i kommunens afgørelse. Ombudsmanden kritiserer nu kommunens og det sociale nævns begrundelser. 

”Jeg kan godt sætte mig ind i at det kan være vanskeligt at forstå hvorfor man ikke længere er berettiget til merudgiftsydelse hvis ens situation og helbredsmæssige tilstand er uændret eller forværret. Derfor har man også krav på en grundig og troværdig forklaring på hvorfor det sker. Får borgerne ikke det, er det sandsynligt at de vil sidde tilbage med en følelse af vilkårlighed, eller tror at afgørelserne er udtryk for at myndighederne bare har skiftet mening”, siger Hans Gammeltoft-Hansen. Han understreger at der vil være tilfælde hvor en kommune fuldt lovligt kan frakende en borger den merudgiftsydelse som vedkommende måske endda i en årrække har modtaget – også selv om borgerens situation er uændret. Men en frakendelse kræver at borgeren får en god begrundelse. 

I de afgørelser som kommunen og det sociale nævn havde truffet i kvindens sag, gav de hende udelukkende en forklaring på hvorfor hun ikke opfyldte betingelserne for at være omfattet af den personkreds hvor man kan få dækket sine merudgifter. Myndighederne forholdt sig derimod ikke til det faktum at kvinden i 2½ år rent faktisk var blevet anset for omfattet af personkredsen. Dermed gav myndighederne ikke kvinden en forklaring på hvorfor de – i modsætning til tidligere – nu vurderede at hun ikke var det. 

Ud over at kritisere kommunens og det sociale nævns begrundelser henstiller ombudsmanden at det sociale nævn genoptager sagen. 

Ombudsmandens udtalelse kan læses her

Yderligere oplysninger kan fås hos ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen på mobil nr.
40 43 45 43. 

 

FAKTA 

Efter servicelovens § 100 skal kommunerne yde dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer der er mellem 18 og 65 år, og som har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. De sandsynliggjorte skønnede merudgifter skal dog udgøre mindst 6.000 kr. om året.

 

 

Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at ændre deres afgørelser. Hvert år får ombudsmanden omkring 5000 klager fra borgere der mener at en myndighed har begået fejl. En typisk fejl kan være en kommune eller anden myndighed der har været for længe om at svare på et brev eller truffet en forkert afgørelse. Ombudsmanden tager også selv sager op, for eksempel efter omtale i en avis, ligesom han ofte er på inspektion i blandt andet fængsler og psykiatriske afdelinger. Cirka 85 medarbejdere er ansat ved Folketingets Ombudsmand