15. januar 2020 | Nyhed

To ministerier modtager i dag kritik fra ombudsmanden for en fremgangsmåde, som ombudsmanden kalder ”skjult afgrænsning”.

I begge tilfælde havde en journalist bedt om aktindsigt om et bestemt emne. Ministeriet havde derefter fortolket journalistens anmodning snævert – som om journalisten kun var interesseret i visse dele af emnet. Men ministeriet havde ikke oplyst journalisten om den snævre afgrænsning.

”Journalister skal kunne have tillid til myndighederne. Hvis myndighederne laver en meget snæver afgrænsning af en aktindsigtsanmodning uden at fortælle journalisten om det, bliver virkningen for journalisten i realiteten den samme, som hvis myndigheden skjulte oplysningerne. Det går selvfølgelig ikke,” siger ombudsmand Niels Fenger.  

Offentlighedsloven bygger på tillid og god dialog
De to aktindsigtssager drejede sig henholdsvis om den såkaldte ”hadprædikant-liste” og om en presseomtale af overvejelser om en grænsemur. Sagerne blev behandlet af henholdsvis Udlændinge- og Integrationsministeriet og Finansministeriet.

Trods forskellige emner handler begge sager om forståelsen af en aktindsigtsanmodning fra en journalist. I begge tilfælde mener ombudsmanden, at den afgrænsning, som ministerierne foretog af anmodningerne, var for snæver.

Ombudsmanden mener, at ministerierne enten burde have forstået anmodningerne bredt eller have kontaktet journalisten for en afklaring, eller dog tydeligt have skrevet, hvordan ministerierne havde forstået ønsket om aktindsigt, så journalisten havde mulighed for at vende tilbage.

Ministerierne gjorde imidlertid ingen af delene. Og derfor blev det i realiteten en afgrænsning, der var skjult for journalisterne.

”Hvis myndigheder er i tvivl om, hvilke dokumenter en journalist er interesseret i, så skal de ikke putte med det. Afgrænsningen må ikke være skjult for journalisten,” siger Niels Fenger. Han peger på, at offentlighedsloven bygger på tillid og god dialog mellem myndigheden og den, der ønsker aktindsigt.    

I begge sager har ombudsmanden nu henstillet til ministeriet at genoptage sagen – og herunder eventuelt gå i dialog med journalisten om ønsket om aktindsigt.

Se ombudsmandens udtalelse om Udlændinge- og Integrationsministeriets sag

Se ombudsmandens udtalelse om Finansministeriets sag

 

For yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91

Souschef Stephan Andreas Damgaard, tlf. 33 13 25 12

 

AFGRÆNSNING AF EN AKTINDSIGTSANMODNING

  • De to sager, ombudsmanden netop har afsluttet, handler ikke om undtagelse af dokumenter eller oplysninger fra aktindsigt, hvilket ellers normalt er i fokus, når der tales om offentlighedsloven. Sagerne handler derimod om myndighedernes indledende behandling og tilskæring af en aktindsigtssag.
  • Aktindsigtssager starter med et ønske om at se en myndigheds dokumenter om en sag eller et emne. Anmodningen er udgangspunktet for aktindsigtssagen. Ud fra anmodningen skal myndigheden finde de dokumenter frem, som den mener, at ansøgeren er interesseret i at få aktindsigt i – også kaldet afgrænsning af anmodningen. Man taler om, at de pågældende dokumenter er omfattet af anmodningen om aktindsigt. Det er dermed de dokumenter, som myndigheden skal vurdere, om der – helt eller delvist – kan gives aktindsigt i efter reglerne i offentlighedsloven.
  • I nogle tilfælde vil det stå ret klart for myndigheden, hvad f.eks. en journalist er interesseret i. Myndigheden kan f.eks. være gået i dialog med journalisten og på den måde blevet sikker på, hvad interessen er. I de tilfælde vil det være naturligt og uproblematisk for myndigheden at afgrænse aktindsigtsanmodningen og finde de relevante dokumenter frem.
  • Andre gange kan myndigheden være i tvivl eller hælde til en snæver forståelse og afgrænsning af anmodningen. Her kan det få stor betydning for journalisten, hvis afgrænsningen ikke er klar. Hvis dokumenter indledningsvis ”skæres væk” ud fra en snæver forståelse af anmodningen – og det ikke gøres klart over for journalisten – får journalisten nemlig slet ikke kendskab til, at disse dokumenter findes. Det samme kan ske, hvis oplysninger i et bestemt dokument ”skæres væk” som irrelevante, og journalistens ret til aktindsigt derefter kun vurderes i forhold til dele af dokumentet. Hvis afgrænsningen ikke gøres klar over for journalisten, ved han eller hun ikke, hvilke dokumenter og oplysninger myndigheden reelt har vurderet.