Ny inspektionschef hos Folketingets Ombudsmand

21. juni 2012

Når blandt andet fængsler, døgninstitutioner og psykiatriske afdelinger får besøg af ombudsmandens inspektionsenhed, vil de snart møde et nyt ansigt i spidsen for holdet. 

Kontorchef Morten Engberg er udpeget til at skulle lede en ny og større inspektionsafdeling hos Folketingets Ombudsmand fra den 1. november 2012. Han afløser den nuværende inspektionschef Lennart Frandsen.

Morten Engberg har været kontorchef hos Folketingets Ombudsmand siden 1997, afbrudt af et ophold som lovchef i Folketinget. Forinden har han blandt andet været ministersekretær i Indenrigsministeriet, og han har i en periode også været kontorchef i Frederiksberg Kommune. Han kender altså ikke bare lovgivning og forvaltning særdeles godt, men også ombudsmandsinstitutionen på Gammeltorv. Og det bliver utvivlsomt en fordel, for inspektionsafdelingen samarbejder med samtlige andre kontorer i institutionen.

Morten Engberg kommer til at stå i spidsen for en intern sammenlægning af flere enheder, som i dag ”tager ud af huset”. Ud over ombudsmandens almindelige inspektioner skal han således også være ansvarlig for den såkaldte Udsendelsesenhed, der kontrollerer, at hjemsendelse af f.eks. afviste asylansøgere foregår efter reglerne, og for ombudsmandens OPCAT-enhed, der blev etableret i 2009 efter vedtagelse i Folketinget. OPCAT-enheden kan både inspicere private og offentlige institutioner med fokus på, at beboere eller indsatte får en værdig behandling efter de internationale aftaler. Endelig bliver den kommende inspektionschef også en vigtig sparringspartner for det nye børnekontor, der blandt andet skal inspicere institutioner, hvor børn opholder sig.

 

For yderligere oplysninger:
Jørgen Steen Sørensen på telefon­: 20 33 97 52.  

 

Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at ændre deres afgørelser. Hvert år får ombudsmanden mellem 4.000 og 5.000 klager fra borgere, der mener, at en myndighed har begået fejl. En typisk fejl kan være en kommune eller anden myndighed, der har været for længe om at svare på et brev eller truffet en forkert afgørelse. Ombudsmanden tager også selv sager op, for eksempel efter omtale i en avis, ligesom han ofte er på inspektion i blandt andet fængsler og psykiatriske afdelinger. Cirka 90 medarbejdere er ansat ved Folketingets Ombudsmand.