Onsdag den 15. november 2017 kl. 10-12 afholder Folketingets Retsudvalg den årlige høring om ombudsmandens arbejde. Ombudsmanden og hans medarbejdere præsenterer aktuelle problemstillinger som oplæg til spørgsmål og diskussion.

I år behandler høringen fire aktuelle temaer: 

  • Tidsfristerne i offentlighedsloven – svarer myndighederne hurtigt nok? Brugerne af offentlighedsloven – i praksis ofte medierne – klager jævnligt over myndighedernes sagsbehandlingstid på aktindsigtsområdet. Hvor ser ombudsmanden de reelle problemer? Hvorfor er hurtig sagsbehandling i aktindsigtssager vigtig? Hvor ofte og hvorfor trækker sagsbehandlingstiden ud hos myndighederne?
     
  • Udlændingeområdet – hvordan håndterer ombudsmanden politisk kontroversielle sager? Ombudsmanden har de seneste år behandlet forskellige kontroversielle sager på udlændingeområdet. Hvad er ombudsmandens rolle i disse sager, og hvordan sondrer han mellem politik og jura?
     
  • Offentligt ansatte har vidtgående ytringsfrihed – men må ledelsen svare igen? Der har længe været fokus på offentligt ansattes ytringsfrihed, men i hvilket omfang må ledelsen svare igen, hvis ledelsen er uenig i medarbejderens synspunkt? Over for den ansatte? Over for arbejdspladsen? Over for offentligheden?
     
  • Sikkerhed i socialpsykiatrien - Er det sikkert at bo på et socialt bosted? De seneste år har der været stor fokus på de ansattes sikkerhed på sociale bosteder pga. en række dødsfald – men er beboernes sikkerhed blevet overset? Ombudsmandens Tilsynsafdeling har i 2017 særligt fokus på beboernes sikkerhed på de socialpsykiatriske bosteder. Hvad har vi erfaret?  

 

Tilmelding til høringen er nødvendig 

Praktisk information om høringen 

Høringen vil blive streamet live på www.ft.dk og vises desuden på Folketingets tv-kanal.

 

PROGRAM FOR RETSUDVALGETS HØRING DEN 15. NOVEMBER 2017